Anmeldelser vælter ind til politiet
Et opholdsforbud har holdt unge fra Dyrehaven nord for København, mens politi rykker ud til andre fester.
Over hele landet rykker politi ud til støjende og festglade mennesker i natten.
(I bunden af artiklen får du et overblik over antallet af anmeldelser).
Det er kombinationen af det varme sommervejr, et nedlukket natteliv og den første fredag, efter at gymnasierne er startet i skole igen.
Det melder flere vagtchefer omkring klokken 01.00 natten til lørdag.
(I galleriet over artiklen kan du forøvrigt se, hvordan du generelt skal forholde dig til nabostøj).
I Nordsjælland har et opholdsforbud i Dyrehaven, hvor der normalt mødes op mod 10.000 gymnasieelever den første fredag efter sommerferien, holdt de unge mennesker væk.
Til gengæld har Nordsjællands Politi travlt med “rigtig mange anmeldelser” om musik til ulempe andre steder.
– Når nattelivet er lukket, så flytter festerne ud i private boliger, og det giver gener for mange naboer, og vi gør, hvad vi kan.
– Men vi kan ikke køre ud til alle desværre, og telefonenerne kimer stadig, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi Rolf Hoffmann.
“Musik til ulempe”
Omkring klokken 02.00 natten til lørdag skriver Københavns Politi på Twitter, at politiet er til stede ved Dronning Louises Bro i det indre København efter flere anmeldelser om musik til ulempe.
Vi har dd. kl. 0115 været til stedet på Dr. Louises Bro, grundet flere anm. om høj musik. Musikanlæggets ejer har netop fået konfiskeret sit anlæg efter to sigtelser for overtr. af ordensbekendtgørelsen. Hold afstand og skru ned for musikken #politidk
— Københavns Politi (@KobenhavnPoliti) August 14, 2020
Politiet har desuden konfiskeret et musikanlæg, efter at ejeren havde fået to sigtelser for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Københavns Politi har desuden været til stede i flere parker, hvor unge mennesker har været samlet. Omkring klokken 22.00 var 200 unge blandt andet samlet i Fælledparken, meldte vagtchef Paw Kaltoft.
– De er ved at være godt berusede, så det er blevet lidt mere besværligt. De lytter stadig, men det er blevet lidt sværere at få dem til at efterkomme vores anvisninger, sagde Paw Kaltoft.
Anmeldelser i Jylland
Også Midt- og Vestjyllands Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har fredag aften rykket ud til en del anmeldelser om musik til ulempe.
Alle tre kredse vurderer, at de har fået omkring 20 anmeldelser hver.
– Det er jo ekstremt godt vejr og fredag, så det er nok sådan, det hænger sammen. Indtil videre har vi fået 17 anmeldelser, og det er over gennemsnittet, siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Stefan Jensen.
På Fyn har politiet i løbet af to timer omkring midnat haft 11 anmeldelser, hvilket vagtchef Ehm Christensen beskriver som “temmelig mange”.
Sydøstjylland har ikke et overblik over antallet af anmeldelser fredag aften, men vurderer, at det er flere end samme tid sidste år.
Sidste weekend rykkede @sjylpoliti ud hele 57 gange til anmeldelser om musik til ulempe. Kan vi ikke lave en aftale? Hvis I skruer ned for lyden på soundboksen, så skruer vi også ned, når det gælder forventningen om at udskrive mange bøder #politidk
— Sydjyllands Politi (@SjylPoliti) August 14, 2020