Anmeldelse: Michelin-burger er en kæmpe øv-oplevelse
Anmeldelse: Er mildest talt ikke imponeret over stjernekoks McD-burger med bearnaisemayo og kartoffelsticks
Der er kommet en ny burger til Danmark, og den indeholder bearnaisemayonnaise og pomfritlignende chips. Det er ikke hvem som helst, der har udviklet den. Det er stjernekokken Paul Cunningham, som til daglig er chefkok på den to-stjernede Michelin-restaurant Henne Kirkeby Kro i Vestjylland.
Og den kan indtages på… McDonald’s af alle steder. Homestyle Bearnaise er fastfoodkædens nye burger i Homestyle-serien – en serie, som brander sig på at være mere delikat. Og den skulle være inspireret af beuf bearnaise.
Det lyder vældig fancy. Men smager den så delikat? Smager den af Michelin og stjernestøv? Smager bearnaisemayoen, som en god bearnaise skal smage, spørger du måske? NEJ. Ingen af delene. Det kan jeg lige så godt røbe med det samme.
Hverken en fryd for syn eller smagsløg
Homestyle Bearnaise består af en briochebolle med røget løgpuré på bunden, så en bøf, ost, salat, små, tynde kartoffelsticks, ristede løg og så en bearnaisemayonnaise med meget estragon og eddike.
– Jeg kender ikke én person, der ikke, you know, en gang imellem har lyst til bare at slappe af og spise et stykke pizza eller en burger. Alle gør det, også Michelin-kokke. Vi er så stolte, os kokke, og det kan godt være, vi siger, at vi aldrig spiser McDonald’s, men det passer ikke. Alle gør det. Vi tager bare en baseballkasket på, sagde Paul Cunningham i sidste uge til Politiken.
Som en ægte burger-pige kan jeg da også godt lide visse burgere fra McDonald’s. Favoritten er en Big Mac, for den er helt klassisk.
Derfor må jeg også blankt erkende, at jeg er forudindtaget. Der skal ikke hverken bearnaisemayo eller kartoffelsticks i min burger – jeg ville aldrig selv vælge sådan en.
Og når man åbner burgeren, får man ikke ligefrem lyst til at sætte tænderne i den. McDonald’s-burgere er jo aldrig en æstetisk oplevelse.
Dens indhold ser ud, som indholdet i en McDonald’s burger nu engang gør… Og det er ikke et appetitvækkende eller mundvandsfremkaldende syn. Det kan man selv se i billedgalleriet ovenfor.
Der er ikke meget Michelin eller stjernestøv over det.
Men man kan jo blive overrasket. Så jeg tager en bid.
Og med det samme får jeg skuffet mine ellers ikke synderligt høje forventninger.
Fik kvalme
“Med den her burger har jeg fået lov til at være med til at udvikle saucer og vælge indholdet, og jeg er virkelig tilfreds med resultatet,” skrev Michelinkokken i en mail til Ekstrabladet. Denne anmelder er til gengæld IKKE tilfreds med resultatet. Tværtimod.
Helt objektivt set er mayonnaisen både for sød, for syrlig og for fed på én gang. Det bliver hurtigt kvalmt.
De små kartoffelsticks (der ikke rigtig kan finde ud af, om de helst vil smage af pomfritter eller chips) gør heller ikke noget godt for burgeren.
Løgpureen ligner lidt brun sovs og smager også derhen af. Brichobollen er udmærket og bøf med ost smager jo for det meste godt, men ikke engang det gjorde helhedsoplevelsen bare en my bedre.
Faktisk forlader jeg McDonald’s i Brande med en smule kvalme.
Rester røg i skraldespand
“Det er da også med en vis ærefrygt at skulle sende en burger ud til så mange danskere, når man er vant til at lave mad til et noget mindre publikum. Kan danskerne lide den og hvordan vil de tage imod den? Jeg håber, de bliver vilde med burgeren”, lyder det fra Paul Cunningham i mailen til Ekstrabladet.
Det bliver et nej tak og kun en enkelt burger ud af fem herfra. Sikke en øv-oplevelse. Jeg kunne ikke engang spise op. De sølle rester røg i skraldespanden.
Hvis man forestiller sig, at man kan lide bearnaise og kartoffelsticks i en burger, så kan msn da overveje at give den en chance.
Michelin-burgeren kan fås fra i dag, 19. januar, og tre måneder frem. Grundet nedlukning bliver den langet ud af McDrive-vinduet og kan ikke fortæres på McDonald’s-restauranterne.
Men denne anmelder vil altså ikke anbefale at bruge 60 kroner på den.