Annonce
Anmeldelse: Ikke megen tur ad Memory Lane i Mindeparken
Elton John fik aldrig publikum med ved mandagens koncert. Langt henad vejen var det selvforskyldt.
Er man som denne anmelder omkring de 50 år gammel, er der næppe et tidspunkt eller en periode i livet, nærmest siden ens fødsel, man ikke kan koble en Elton John-sang til. Så mange hits er der kommet ud af sir Eltons flygel.
Med mere end 45 år erfaring fra den internationale scene, et bagkatalog, der kun kan angle efter misundelse, et hav af nummer et hits og mere end 500 millioner(!) solgte albums, satte Elton John, eller Reginald Dwight, som han er døbt, sig mandag aften klokken 20.30 sig til flyglet i Mindeparken i Aarhus foran 6000 forventningsfulde fans.
Men hvis man var kommet for at genopleve sin blomstrende 80-er ungdom, hit på hit eller en sprudlende og storsnakkende Elton John, blev man slemt skuffet.
Annonce
Dårlig start
Der gik tre numre, førend lyden var kommet på plads. Det gik desværre (også) ud over Elton Johns stemme, der i koncertens start lød som en dårlig karaoke-efterligning. Af Elton John.
At man som kunstner gerne vil spille numre fra sit nye album, kan de fleste nok både forstå og forlige sig med. Ja, endda tilgive, selv hvis man er kommet for at høre alle de store hits.
Annonce
Men når der er så langt mellem snapsene som ved mandagens koncert, så bliver man utålmodig. Og netop det var tilfældet i Mindeparken, hvilket ikke var nødvendigt popstjernens anseelige antal hits taget i betragtning. Han skulle nok i større grad have givet publikum, hvad de forventede. Bare et hit som hver anden sang ville have været dejligt – på den måde ville han også have formået at holde publikums opmærksomhed fanget.
Heller ikke bandet bidrog med meget; musikerne (bortset fra én) stod nærmest som forstenede gennem hele koncerten uden en trækning i hverken mundvig eller øjenkrog – hvis man ikke altså ikke lige tæller trommeslager Nigel Olsson store smil med. En trommeslager, der nok mest af alt minder om en hyggelig bedstefar, som han sidder der bag trommesættet med jakkesæt, slips og hvide handsker.
Og med en gennemsnitsalder højere end publikum, spillede sir Eltons band alt for forudsigeligt og pænt – der var intet overladt til tilfældighederne. Kun percussionisten John Mahons forsøg på at give sangene en lille smule kant og farve – både med trommer og sceneoptræden – stak en smule ud. Men han alene kunne ikke rigtig få publikum med. Og det kom de aldrig helt.
På den måde ville aftenens optræden nok passe bedre til en hotel-lounge i Las Vegas end foran et koncertpublikum.
Udover en to-linjers anekdote om en pladeindspilning i Randers (Sleeping with the Past, 1989, indspillet i Puk-studiet v. Randers) og en dedikation af Don’t Let The Sun Go Down on Me til Aarhusianeren Lars fra Elton John live-crew, var der stort set ingen interaktion fra popstjernen ned til publikum. Desværre gjorde det sig også gældende den modsatte vej. Det er lige før, at et nys i Don’t Let the Sun go Down on Me var dagens vildeste sceneshow.
Endelig, men…
Det var først halvanden time inde i koncerten, i sang nummer 14(!) (Sad Songs (Say So Much)), at armene i Mindeparken blev hævet over hovedet. Og det endda kun hos en mindre skare af publikum. Det er for længe.
Der var dog en anelse håb forude, da introen til det glade 80’er up-tempo nummer I’m Still Standing blev kørt i stilling, men også det blev leveret en nedskaleret udgave, der ikke gjorde sig til et hungrende koncertpublikum – der gik en smule for meget easy listening i den.
Der er ingen tvivl om, at bandet kan spille – det skulle bare have skruet forstærkerne op på 11 og så have været ud over stepperne. Og befriende at se, at Elton John stadig spiller på et rigtigt flygel og ikke, som mange andre, blot smider et elektronisk et af slagsen ind i en flygel-lignende kasse.
Næsten på minuttet, efter to timer og 20 sange, rejste Elton John sig og gik af scenen. Uden et ord. Det fik dog gang i publikums-hænderne og kort tid efter kom han og bandet tilbage og spillede to ekstranumre (Candle in the Wind og Crocodile Rock). På den måde kunne publikum gå derfra med en lille snert af genkendelsens glæde klingende i ørerne.
Umiddelbart skulle man tro, at aftenen var helt spildt. Det var den ingenlunde. Elton Johns fantastiske sange kan ingen tage fra ham – om det var de forventede eller ej. Heller ikke hans unikke, særegne stemme findes lige i verden. Og at han kan spille på klaver er vel nærmest en mild underdrivelse. Men med en billetpris på 800 kroner havde publikum fortjent at få lidt mere af det, de kom efter.
Desværre fik Elton John ikke fanget publikum. Bolden kom aldrig helt i mål – hverken hos Elton John, band eller publikum.
Vi kvitterer med fire stjerner ud af seks. Tre for koncerten – én for at være Elton John.
Derudover
Mindeparken er ikke så ringe et koncertsted – og med blot 6000 publikummer var der mulighed for alle for at få mere end ét glimt af dagens hovedperson.
Live Nation, der står bag koncerten, havde mandag aften ikke, oven på den udskældte AC/DC-koncert, problemer med hverken sikkerhed, toiletforhold eller køer til øl-hanerne. Den længste kø befandt sig foran kaffevognen – måske et meget godt billede på, at publikum for en overvejende grad, tilhørte generationen med flex-lån, stationcar og ligusterhæk.
Den nu 69-årige sanger og sangskriver kan se tilbage på en broget karriere med giftermål med begge køn, alkohol- og stofmisbrug, en tid som fodboldklub-ejer, flamboyante kostumer og sceneshows og næsten pinlige, men sjove, udbrud fanget på kamera i dokumentaren “Tantrums and Tiaras” – instrueret af Elton Johns mand, David Furnish.
Se det underholdende klip fra “Tantrum and Tiaras” HER.
Elton John startede sin karriere i 1969 og har udgivet mere end 35 albums. Største hit har været genudgivelsen af “Candle In The Wind” i 1997, der solgte 4,9 millioner eksemplarer.
Elton John i Mindeparken, 4. juli 2016.
******
Kilder:
www.eltonjohn.com
www.officialcharts.com
www.setlist.fm
