Anklager: Østergaard og Glistrup skal to år bag tremmer

Flemming Østergaard. Foto: Thomas lekfeldt/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

De to tidligere Parken-chefer Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup kan se frem til hårde straffe, hvis det står til anklageren i Københavns Byret i den verserende sag om kursmanipulation.

Anklagemyndigheden mener, at der er tale om skærpende omstændigheder, da flere i forening har forsøgt at holde kursen på et kunstigt niveau. Og fordi, der taler om “et ganske stort millionbeløb.”

Anklagemyndigheden kræver hårdere straffe til Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup, eftersom de to “har haft de afgørende roller i Parkens opkøb af egne aktier.”

Det kom også frem, at Bagmandspolitiet kræver ubetingede fængselsstraffe på seks måneder til de to andre tiltalte i sagen, som begge er beskyttede af navneforbud

Den påståede kursmanipulation skulle have foregået i perioden november 2007 til oktober 2008. I den periode var Flemming Østergaard bestyrelsesformand, mens Jørgen Glistrup var direktør i Parken. Begge nægter sig skyldige i alle anklager.

Rystede på hovedet og trak på smilebåndet

Både Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup lod sig som sædvanligt ikke påvirke synderligt af de hårde anklager, men da anklagemyndigheden læste deres krav op, kunne Jørgen Glistrup ikke lade være med at ryste på hovedet og trække på smilebåndet.

»Vi går nu hjem og planlægger et forsvar, som skal ende med at få os frikendt,« sagde Flemming Østergaard til pressen, da dagens retsmøde var overstået. Han ønskede ikke at forholde sig yderligere til sagen, inden der bliver afsagt dom.

Anklagerne kræver i øvrigt bødestraf til selskaberne Parken Sport & Entertainment A/S og FIH Erhvervsbank, som har assisteret Parken med opkøb af Parkens egne aktier. Anklagemyndighen kræver derfor, at Parken betaler en bøde på 50 millioner kroner. Mens FIH skal betale 25 millioner.

Dagens retsmøde var afsat til anklagemyndigheds procedure. Den 24. juni vil forsvarerne fremlægge deres syn på sagen.

Retssagen har kørt i Københavns Byret siden december og forventes afsluttet inden sommerferien.

Powered by Labrador CMS