Anklager: Kaptajn skal have dødsstraf for svigt af 304 døde
Sydkoreanske anklagere kræver kaptajn på forulykket færge idømt dødsstraf for at svigte flere end 300 ofre.
Det bør koste den sydkoreanske færgekaptajn Lee Joon-seok livet, at han i april lod færgen Sewol gå til bunds og samtidig selv flygtede fra skibet.
Det mener den sydkoreanske anklagemyndighed, der mandag har erklæret, at den går efter at få den 68-årige kaptajn idømt dødsstraf. 304 mennesker mistede livet i ulykken.
Lee Joon-seok er sigtet for “manddrab gennem forsætlig uagtsomhed”, da han ifølge anklagerne svigtede sin opgave som kaptajn, hvilket førte til de mange dødsfald.
Sewol kæntrede og sank 16. april med 476 personer om bord 20 kilometer ud for Sydkoreas sydvestlige kyst. Af de 304 døde var omtrent 250 skoleelever fra samme skole.
Under retssagen er det kommet frem, at mange af de studerende adlød besætningens anvisninger og derfor opholdt sig i kahytterne, da vandet begyndte at strømme ind til dem. Det kostede mange af dem livet.
Hovedparten af færgens besætning overlevede.
Færgepersonale, herunder kaptajnen Lee Joon-seok, har fortalt, at de troede, at det var kystvagtens job at evakuere passagererne fra færgen, der var læsset med tre gange så meget gods, som den var godkendt til.
Videooptagelser af personalets flugt har skabt voldsom vrede over alt i Sydkorea.
/ritzau/Reuters