Anklager: Hafidas drabsmand lyver og manipulerer

39-årige Hafida Bourouih er højst sandsynligt fundet dræbt, oplyser politiet. Foto: POLITIFOTO POLITIFOTO/POLFOTO
Offentliggjort Sidst opdateret

Anders Bård Larsen dræbte sin kæreste uhyggeligt koldblodigt med stor kynisme, sagde anklageren i sagen.

Flere gange under en retssag om drabet på Hafida Bourouih sidste sommer beskriver anklageren drabsmanden – hendes kæreste – som utroværdig og skiftende i sine forklaringer.

– Anders er rigtig god til at lyve. Han er rigtig god til at manipulere. Ikke engang hans mor kunne høre forskel i hans stemme kort efter, at han havde smidt sin kærestes lig, siger anklager i sagen Sune Ploug Sørensen torsdag i Retten i Glostrup.

Anders Bård Larsen har tilstået drabet, som fandt sted 24. juli sidste år.

Men anklageren fortalte i starten af retssagen, at man ikke tror på detaljerne i drabsmandens forklaring og samtidig vil have en anden side af parrets forhold frem end Bård Larsens version.

Derfor kører sagen som en egentlig nævningesag og ikke en tilståelsessag.

Anders Bård Larsen kvalte sin 39-årige kæreste i børneværelset i Bourouihs lejlighed. Først med hænderne og efterfølgende med en forlængerledning.

Drabet blev begået, mens parrets børn på to og fire år henholdsvis var i bad og så tegnefilm i stuen.

Der ventes dom i sagen den 24. eller 25. august.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS