Anklager: Drab på Kim Wall var planlagt på forhånd
Peter Madsen fik overrakt anklageskrift i Vestre Fængsel, fortæller specialanklager fra Københavns Politi.
Drabet på den svenske journalist var en planlagt og forberedt forbrydelse, hævder Københavns Politi.
På et pressemøde tirsdag eftermiddag ønsker specialanklager Jakob Buch-Jepsen dog ikke at gå i detaljer med det materiale, som angiveligt understøtter påstanden om, at drabet på den svenske journalist Kim Wall var forberedt.
Den tiltalte, 47-årige Peter Madsen, fik forkyndt anklageskriftet tirsdag formiddag i Vestre Fængsel.
– Man er nået frem til, at han er strafegnet, siger Jakob Buch-Jepsen om en erklæring fra Retslægerådet.
Såvel Retslægerådet som Retspsykiatrisk Klinik har efter en mentalundersøgelse anbefalet, at Peter Madsen dømmes til forvaring, såfremt byretten finder ham skyldig.
Forvaring er en særlig sanktion, som reserveres til de personer, som vurderes til at være farlige overfor andre mennesker. Indespærringen er på ubestemt tid.
Erklæringen fra Retslægerådet lå klar mandag, og derefter blev anklageskriftet udfærdiget.
I den kommende retssag, der begynder 8. marts, vil anklagemyndigheden dog først og fremmest gå efter fængsel på livstid.
Peter Madsen nægter sig skyldig i at have dræbt den svenske journalist.
– Der er ingen tvivl om, at denne dag af anses af anklagemyndigheden som usædvanlig og ekstremt grov, siger specialanklager Jakob Buch-Jepsen på pressemødet.