Anklage: Fængselsbetjent gav indsatte sprut og telefoner

Flere indsatte fik leveret telefoner og sprut af fængselsfunktionær, påstår anklager i ny straffesag.

Det flyder med mobiltelefoner i de danske arresthuse og fængsler. Nu er en fængselsfunktionær tiltalt for indsmugling af 12 telefoner. (arkivfoto) Foto: Colourbox/Free
Offentliggjort Sidst opdateret

En fængselsfunktionær anklages for at have indsmuglet 12 mobiltelefoner til en stribe indsatte i Statsfængslet i Vridsløselille.

Sagen kommer for retten i den kommende uge – og altså i kølvandet på den store politiske opmærksomhed på indsattes nemme adgang til telefoner.

I straffesagen anklages den ansatte i Kriminalforsorgen for gennem flere måneder at have forsynet indsatte i statsfængslet med mobiltelefoner.

Desuden skal han have indsmuglet tilbehør til telefoner, ligesom han også – ifølge anklagemyndigheden – skal have leveret spiritus til de indsatte.

Nægter sig skyldig

Telefoner og sprut var “uberettigede fordele” for de indsatte, som det udtrykkes i anklageskriftet fra Københavns Vestegns Politi.

Manden nægter sig skyldig i anklagen om at have misbrugt sin stilling.

I den kommende uge kommer sagen for Retten i Glostrup. På anklagebænken sidder desuden to indsatte, som skal have ligget inde med mobiltelefoner.

I forbindelse med sagen om Omar el-Husseins drab og drabsforsøg i København har der været stort fokus på indsattes forholdsvis nemme adgang til telefoner.

I fængsler og arresthuse flyder det med det populære kommunikationsmiddel.

De seneste år er der fundet mellem 1700 og 1900 telefoner.

/ritzau/

 

Powered by Labrador CMS