Anja bider af en pølse – og får kæmpe plastikstykke i munden
To store stykker plastik. Det fandt en familie fra Mors i en pakke hotdogpølser. Inde i pølserne, forstås.
Familien Pedersen fra Mors sidder omkring middagsbordet, og dagens menu står på hot dogs og pølser. Både de legendariske røde og de mere moderne brune bliver serveret – så er der lidt til hvert temperament.
I familien Pedersen er det kvinderne, og datteren, der sværger til de røde af slagsen. Det skulle vise sig, lige denne dag, at blive en noget anderledes mad-oplevelse.
– Min søster finder noget plastik i sin røde pølse, siger Anja Pedersen til Newsbreak.dk.
Var på størrelse med en femmer
Anjas søster fremviser derefter et stykke plastik ‘på størrelse med en femmer’, som Anja Pedersen udtrykker det.
Nu skal der mere end et stykke plastik på størrelse med en femkrone til at slå familien Pedersen af pinden, så der bliver gladelig spist videre. Men kun indtil det er Anja tur til at få et stykke fremmedlegeme i sin mund.
– Det er så på størrelse med en tokrone, siger Anja.
Hun mener, at når sådan noget sker, bliver man nødt til at gå videre med sagen. Derfor kontaktede hun Rema 1000, hvor pølserne er købt. Ifølge Rema 1000 skulle pølserne være fremstillet hos Tulip, som også fremstiller de grillpølser, der blev tilbagetrukket i går – også på grund af plastik og metalstykker fundet i pølserne.
Tulip undersøger sagen
Hvordan fremmedlegemerne er endt der, ved Tulip endnu ikke – det er man i gang med at undersøge.
– Tulip Food Company har fuld sporbarhed af vores produkter og et ekstremt omfattende kvalitetssikkerhedsapparat. Men når vi arbejder med fødevarer og mennesker, kan der ske fejl, og vi optræder altid med maksimal ansvarlighed i forhold til fødevaresikkerhed og eventuelle tilbagekaldelser. Hver sag er unik, så derfor er proceduren en afvejning fra sag til sag, siger Michael Ravn, kommunikationsansvarlig hos Tulip Food Company til Newsbreak.dk.
I skrivende stund er Michael Ravn ikke bekendt med Anjas fund i sine pølser, men foranlediget af Newsbreak.dk vil han tage kontakt til den uheldige kunde fra Mors.
På Mors er Anja Pedersen er glad for, at det ikke var en børnefødselsdag, hun havde inviteret til, og et et-årigt barn havde fået et af de forholdsvis store plastikstykker i munden og ned i halsen.
– Og vi bliver nødt til at klage, når tingene ikke er i orden, siger Anja Pedersen.
De omtalte pølser er røde hotdog-pølser fra Rema 1000 med pakkedato 25.07.16 og mindst holdbar til 24.08.16.