Anholdt mens han spejdede efter nye ofre: Brutal seriemorder fanget

Amerikansk politi har anholdt en mand, der er mistænkt for at have myrdet tre personer indenfor få dage

Den formodede seriemorder er sigtet for at have skudt og dræbt tre personer på fire dage. Arkivfoto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag har amerikansk politi anholdt en 46-årig mand i byen Houston i staten Texas.. Manden er sigtet for at have skudt og dræbt tre personer. Det skriver cbsnews.com.

Mordene skulle angiveligt være blevet begået indenfor en periode på fire dage. Fredag i sidste uge skulle han have dræbt en 62-årig kvinde i hendes hjem, lørdag dræbte han en 28-årig kvinde i en sengeforretning og mandag dræbte han en mand ligeledes i en sengeforretning.

Den 46-årige blev anholdt efter en kort biljagt i området Cypress Fairbanks i Houston.

– Det er muligt, at han søgte efter sit næste offer i området, sagde den lokale sheriff Ed Gonzalez til en pressekonference ifølge cbsnews.com.

Politiet ved endnu ikke, om den sigtedes ofre blev valgt tilfældigt, eller om der var et motiv bag ifølge cbsnews.com.

Powered by Labrador CMS