Anholdt fra Field’s kendt af PET fra våbenkøb

Ved skyderiet blev tre såret. Foto: Uffe Weng/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

En af de anholdte efter onsdagens dramatiske skudopgør i shoppingcenteret Field’s på Amager er i forvejen en særdeles kendt figur hos politiet, skriver bt.dk.

Den nu 25-årige mand var i foråret 2012 en af de involverede i et spektakulært våbenkøb af to AK-47 maskinpistoler, som Politiets Efterretningstjeneste, PET, frygtede skulle bruges til en terrorhandling, skriver bt.dk.

Det udløste 27. april 2012 en storstilet politiaktion, hvor politiet og PET slog til på flere adresser i Herlev-området, hvor tre unge mænd blev anholdt og dagen efter fængslet for våbenkøbet af de to maskinpistoler, der var blevet aftalt og gennemført dagen inden ved Hareskov s-togstation.

Siden kom det dog frem, at det i virkeligheden var en hemmelig agent fra PET, der havde optrådt som sælger af de to maskinpistoler, som i virkeligheden ikke var i stand til at skyde.

De tre anholdte blev i første omgang sigtet efter terrorparagraffen, men politiet ændrede siden anklagen til en knap så alvorlig – nemlig ulovlig våbenbesiddelse – hvad der endte med at koste den nu 25-årige mand en dom på halvandet års fængsel og en betinget udvisning af Danmark ved Retten på Frederiksberg.

Han er desuden også dømt for narko.

Den 25-årige blev anholdt ved Field’s onsdag klokken 12.48 og bliver torsdag fremstillet i Dommervagten i København med krav om varetægtsfængsling. Ligesom de syv andre i sagen om skyderiet i shoppingcenteret er han sigtet for forsøg på manddrab.

Powered by Labrador CMS