Anholdt efter kugleregn
En 27-årig mand er anholdt efter en skudepisode i Måløv i maj.
En byge af skud blev 18. maj sendt afsted mod en sort VW Golf på Måløv Hovedgade i københavnerforstaden Måløv.
Skuddene blev affyret fra en sort Opel Insignia.
Politiet vurderer, at der blev affyret mere end 10 skud – heldigvis blev ingen ramt.
Siden har Københavns Vestegns Politi efterforsket sagen intenst. Det har nu ført til i alt tre anholdelser.
Tidligere er to mænd på henholdsvis 20 og 28 år blevet anholdt, sigtet og varetægtsfængslet. En tredje, en 29-årig mand, der i forvejen var varetægtsfænglset i en anden sag, også blevet sigtet for episoden
Torsdag er så en fjerde – en 27-årig mand – blevet varetægtsfænglset i sagen. Han blev anholdt onsdag og retten har besluttet at varetægtsfængsle ham i foreløbig tre uger. Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Muligt banderelateret
Politiet mener, at skuddene var led i en væbnet konflikt mellem to grupperinger.
I samme weekend var der i øvrigt en anden skudepisode i det offentlige rum. På Vadgårdsvej nær Buddinge Station blev der affyret flere skud, der gik gennem et vindue til en lejlighed i stueplan.