Angrebet i Stockholm: En person anholdt

Opdatering på fredagens formodede terrorepisode i Stockholm.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet i Stockholm har anholdt en person i forbindelse med det formodede terrorangreb, hvor en lastbil tidligere fredag pløjede ind i en større menneskemængde.

Det oplyser Stockholms Politi på Twitter.

– Jeg kan bekræfte, at en person er pågrebet for en form for indblanding, siger Lars Byström til Expressen.

Ifølge Aftonbladet har personen selv hævdet at stå bag angrebet.

Betjenten vil ikke fortælle, om det drejer sig om en mand eller en kvinde – derfor kan han heller ikke bekræfte, at det er personen på det billede, politiet tidligere udsendte sammen med en efterlysning, der nu er i politiets varetægt.

På et netop afholdt pressemøde oplyses det, at en af de døde personer er lastbilens oprindelige chauffør. Endvidere oplyses det, at det ikke skulle være kapreren af lastbilen, der er anholdt.

Fire døde – 15 kvæstede

Lars Byström fortæller dog, at der nu er konstateret fire døde efter angrebet. En skulle angiveligt være død på hospitalet af sine kvæstelser.

Der skulle også være 15 personer på forskellige hospitaler i Stockholm. Heraf skulle ni være hårdt kvæstede.

Opsummering på fredagen

En lastbil pløjede fredag eftermiddag ind i en menneskemængde i det centrale Stockholm. Indtil videre er det bekræftet, at tre personer er dræbt og otte såret.

Flere medier skriver, at to personer skulle være anholdt i forbindelse med angrebet.

I en netop overstået pressekonference har politiet i Stockholm efterlyst en mand med et billede. (Se billede af den eftersøgte i galleriet).

Statsministeren udtaler sig

– Sverige er blevet angrebet.

Det siger landets statsminister, Stefan Löfven, efter at en lastbil fredag eftermiddag er kørt ind i en menneskemængde i det centrale Stockholm.

– Regeringen gør alt for at støtte myndighederne, som er i gang med arbejdet.

– Nu opfordrer vi offentligheden til at være opmærksomme og lytte til politiets oplysninger.

– Politiet siger, at to personer er omkommet. Mine tanker går til ofrene og deres familier, siger Löfven. (Politiet har altså bekræftet, at fire personer er døde).

Han er nu på vej til Stockholm for at håndtere situationen, siger han til pressen.

Der er indkaldt til et hasteråd i Riksdagen.

Lastbilen kørte ind i menneskemængden på Drottninggatan og fortsatte ind i et indkøbscenter.

Ifølge Aftonbladet er lastbilen stjålet tidligere fredag.

Den svenske statsminister befandt sig på Ängskolan i Kinna, da lastbilen kørte ind i folkemængden i Stockholm.

Der var han for at vise sin støtte til de elever, der var med i en busulykke i weekenden.

Forsøgte at stoppe terroristen

Lastbilen, der blev brugt i angrebet, blev tidligere på eftermiddagen stjålet fra en chauffør. Ifølge Expressen.se forsøgte han at stoppe manden og blev ved den lejlighed kørt ned. Der er i skrivende stund intet om hans tilstand.

Dansk Politi i beredskab

På Twitter skriver Rigspolitiet, at man følger situationen tæt og løbende vil vurdere, om det er nødvendigt med yderligere tiltag herhjemme – i givet fald vil man orientere om det.

Rigspolitiet påpeger dog samtidig, at dansk politi i forvejen er i højt beredskab.

Udenrigsministeriets Borgerservice følger også situationen tæt.

Herfra lyder opfordringen til danskere i den svenske hovedstad, at man skal følge myndighedernes anvisninger og kontakte sine pårørende, hvis man er i sikkerhed.

Opdatering: Udenrigsministeriets Borgerservice meddeler, at der ikke er danskere blandt de sårede og dræbte i Stockholm.

Konge afbryder rejse

Den svenske kongefamilie er for tiden i på rejse i Brasilien. Den har nu på grund af episoden valgt at afbryde den og vende hjem til Sverige, skriver flere svenske medier.

Løkke: ‘En sorgens dag’

Den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), kalder det en sorgens dag efter angrebet i Stockholm.

– Det gør ondt helt ind i hjertet, at vores svenske broderfolk er blevet udsat for så afskyeligt et angreb. Et fejt forsøg på at kue os og vores fredelige måde at leve på i Skandinavien, siger han i en skriftlig meddelelse.

– Det er en sorgens dag. Men det er også viljens dag. En vilje til at bekæmpe mørket.

– For hvert forsøg på at bøje os rykker vi tættere sammen. Vi slår ring om vores svenske naboer. Mine tanker er hos ofrene og deres pårørende, siger Løkke.

Han har kondoleret over for den svenske statsminister, Stefan Löfven.

Også udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har udtrykt sin medfølelse over for sin svenske kollega.

– Jeg er dybt chokeret over meldingen om det forfærdelige angreb på vores svenske naboer i Stockholm. Alt tyder på, at der er tale om et terrorangreb, og jeg fordømmer handlingerne på det kraftigste.

– Det vedrører os alle, når en så nær allieret i kampen mod terror som Sverige bliver udsat for en terrorhandling.

– Vi må aldrig opgive og fortsat være beslutsomme i vores kamp mod terror og vores forsvar for de helt grundlæggende værdier i vores samfund. Det viser dagens begivenheder desværre, skriver Samuelsen i en pressemeddelelse.

Politiet i Stockholm fik de første meldinger om angrebet omkring klokken 14.50. En lastbil er kørt ind i en menneskemængde i det centrale Stockholm.

Mindst to personer har mistet livet, siger den svenske statsminister, Stefan Löfven.

Trafikken er gået i stå

Al togtrafik, som kører gennem Stockholms hovedbanegård, er standset.

Derfor er der både lange trafikkøer og flere mennesker på gaden fredag eftermiddag, et par timer efter at angrebet har fundet sted.

Det fortæller Jeppe Mikkelsen, som er tidligere medlem af Folketinget for De Radikale, og som nu bor i Stockholm, hvor han studerer.

Han bor ved Odenplan, som er en af de centrale pladser og metrostationer. Det ligger cirka en halv kilometer fra det sted, hvor lastbilen standsede.

– Folk virker rystede, men fattede. De går stille og roligt, og der er er endnu flere mennesker på gaden, fordi de har lukket for togene, fortæller han.

– Folk lytter meget til, at hvad myndighederne siger. Jeg tror, at folk er på vej hjem til dem, de holder af, og vil kramme dem lidt ekstra i aften.

Et angreb på alle

Et angreb på ethvert EU-land er et angreb på os alle.

Det siger EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, efter at en lastbil fredag er kørt bevidst ind i en folkemængde i det centrale Stockholm.

– En af Europas mest levende og farverige byer synes at være blevet ramt af dem, der vil skade den og selve vores livsform, siger Juncker.

– Vores tanker er med det svenske folk efter de tragiske begivenheder i Stockholm i dag, siger han.

Juncker siger, at “vi står skulder ved skulder i solidaritet med det svenske folk”.

Han kondolerer familierne til ofrene og hylder den redningsindsats, som de første på gerningsstedet udførte.

Kørebaner lukket

Øresundsbro Konsortiet oplyser, at flere kørebaner i retning mod Danmark fra Sverige er lukket. Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Powered by Labrador CMS