Angrebet af krokodiller: Sådan holdt 72-årig sig i live

72-årig fiskers ven døde, mens han selv holdt krokodiller på afstand med tændrør og andet værktøj i timevis.

En ældre mand formåede at slippe levende fra intenst møde med krokodiller i Australien. Arkivfoto Foto: Www.colourbox.com/Free
Offentliggjort Sidst opdateret

To ældre mænd blevforleden ifølge den enes forklaring angrebet af krokodiller i Northern Territory i Australien.

Ved hjælp af tændrør og andet værktøj lykkedes det en 72-årig mand at holde de farlige dyr væk, mens hans ven druknede, skriver en række australske medier.

De to mænd var ude for at fange krabber, da en krokodille angiveligt bankede ind i båden, hvilket fik mændene til at ryge over bord.

Den 72-årige mand formåede at kravle tilbage på den lille fiskerbåd, men hans 75-årige ven druknede, oplyser Ian Badham, der er direktør for redningstjenesten CareFlight NT.

– De var i gang med at hive krabber om bord i deres lille båd. Den tippede, da de hev krabberne ind, og en krokodille samtidig bragede ind i deres båd. De forsøgte begge at kravle tilbage på båden, da den igen vendte rundt, siger Badham til The Australien.

– En af dem blev fanget under båden og druknede, siger han videre og forklarer, at den 72-årige forsøgte at hjælpe sin ven, men at “flere” krokodiller umuliggjorde det.

– Andre krokodiller forsøgte at nærme sig ham. Han fandt et tændrør, som han slog mindst én krokodille på næsen med for at holde dyret væk. Han fik også fat i ting fra motoren og smed dem efter andre krokodiller, siger Badham.

Ingen mobildækning

Ulykken skete cirka 40 kilometer nordøst for byen Darwin, hvor der ikke var mobiltjeneste.

– Mens han forsøgte at komme i land nær mangroveskoven, var han nødt til at bruge og kaste tændrør og andet værktøj mod krokodillerne, der forsøgte at nå ham. Det handlede udelukkende om desperation og overlevelse, siger Ian Badham til avisen The Guardian.

Ifølge ABC News kæmpede den ældre mand i tre timer. Da tidevandet begyndte at stige, lykkedes det ham at få båden ind i mangroven. Her fra fortsatte han kampen mod krokodillerne, indtil nogle fiskere hørte hans råb om hjælp.

De fik reddet ham ind, hvorefter han blev behandlet for chok og dehydrering.

Det anslås, at der lever omkring 100.000 krokodiller i Northern Territory, men ifølge professor Graham Webb, der har studeret saltvandskrokodiller i næsten 50 år, er angrebet tirsdag “sjældent”.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS