Angrebet af hunde: 81-årige Eva blev slæbt hen ad jorden – og mistede sin hund

En mand åbner døren med en cigaret i hånden. Han er far til den 24-årige hundeejer, der indtil for nyligt havde tre hunde (om det er Staffordshire Bull Terrier eller Amerikansk Staffordshire Terrier, er endnu uvist. Red.) løbende rundt i hundegården.

To af hundene er ikke længere på adressen. Til Østjyllands Politi og naboerne har sønnen oplyst, at de er blevet sendt til udlandet. Fordi han frygter, at politiet vil konfiskere dem og aflive dem, skriver TV2 Østjylland.

• Her er årets mest populære apps
• Kvinde død efter ulykke med lastbil: Chaufføren gjorde, hvad han kunne

Sønnen dukker også frem i døråbningen. Han ryster på hovedet, siger, at han er ked af det og griber fat i de fritlagte bjælker i det lavloftede lille stråtækte hus. Han græder. Hundeejeren er indtil videre blevet sigtet for ikke at have sikret sine hunde ordentligt.

Ingen af de to mænd vil interviewes – faderen afviser dog, at hundene, der fredag angreb schnauzeren Chris, ligefrem kan betegnes som muskelhunde, som flere medier har skrevet. Det gik bare helt galt fredag morgen.

Der er kun en hund tilbage nu i huset lige nu. Den gør bag en lukket dør. Den er ikke fjernet af politiet, for den var ikke med i angrebet på naboens hund fredag morgen.

Frygtelig fredag

Vi er i Norddjurs. I byen Stenvad på en lang vej med en blanding af nye murstenshuse side om side med stråtækte små gårde.

I en lang årrække har 81-årige Eva Bonde hver morgen ved ottetiden gået en tur med hunden Chris.

Fredag morgen nåede hun kun op til vejen ikke langt fra hendes bolig, da hun mærkede, at Chris trak i snoren, som om han ville væk. Hun nåede ikke at vende sig om, før hun blev væltet omkuld af den ene hund, der sprang på ryggen af hende, mens den anden hund løb udenom hende og bed Chris. Mens hun forsøgte at skærme sin hund med sin krop hev og sled de to andre hunde i hver sin ende af schnautzeren.

– Chris og jeg blev slæbt ca 25 meter tilbage mod mit hus af stien. Jeg skreg og råbte og forsøgte at sparke dem – men det er svært at sparke, når man ligger på jorden på maven. Jeg var rædselsslagen, siger 81-årige Eva Bonde, der er en spinkel og rørig lille kvinde.

Hendes mand Villy hørte ikke skrigene, og derfor måtte Eva Bonde til sidst slippe sin hund og løbe hen til vinduet og banke på det. Han kom løbende ud med avisen i hånden og vristede hunden fri af hundene – greb den, mens han sparkede hundene, der forfulgte ham op mod havestuen.

Flere spørgsmål rejser sig

Indenfor kunne parret konstatere, at deres hund blødte fra kroppen. De ringede til deres egen læge for at få tilset Evas sår på armene, et bid i håndfladen, hendes skulder, der smertede og kradsemærket på kinden – og de ringede til dyrelægen, så hunden kunne blive indlagt.

Mens de ventede på at komme til, gik Eva Bonde selv ind til naboen for at gøre opmærksom på, at hundene var løs.

– De vidste ikke, at hundene var væk. De var kede af, at deres hunde havde bidt, men de sagde egentlig ikke undskyld, siger Eva Bonde.

Hun lyder ikke bebrejdende som sådan. Mere undrende.

Hendes mand Villy havde en oplevelse af, at naboerne var meget interesserede i, hvorvidt sagen ville blive meldt til politiet. Ingen af hundene var forsikret, selvom en ansvarsforsikring er lovpligtig, ifølge Hundeloven. Villy har alligevel givet dyrelægeregningen videre til naboen.

Lokalsamfundet er splittet

Begge hold naboer er påvirkede af sagen. Det er hele lokalsamfundet også blevet i takt med, at nyheden blev spredt på sociale medier i løbet af mandagen.

Nogle er ophidsede. Over at hundene er blevet omtalt som muskelhunde. Andre over, at hundenes ejer ikke har udleveret hundene til politiet. Andre igen har ondt af sønnen og hans far – over at de ikke har haft styr på deres hunde. At det hele er endt sådan. Nogle overvejer, om de selv kan finde hundene og få problemet løs uden om politiet.

– Jeg kan godt frygte, at det her bliver en hetz. Det er jo synd for ham, at han mister sine hunde. Og der er andre hunde, der har udgjort problemer herude. Men samtidig er det også svært at forstå, at familien ikke tager ansvar og udleverer de hunde. Det handler om ordentlighed, siger en beboer, der ringer til TV2 ØSTJYLLAND for egentlig at skælde ud over, at medierne interesserer sig for sagen. Siden besinder hun sig.

Det er tre dage siden, at Eva Bonde og hendes hund blev angrebet. Hendes mærker på armene er blevet blå-lilla. Der virker ikke til at være gået betændelse i det bid, hun har i hånden, og hendes skulderen smerter ikke så meget mere.

De ydre spor efter episoden er ved at lægge sig.

Virkeligheden har ramt

Men hun er mere utryg end før. Og hun er træt. Har sovet dårligt de seneste to nætter. Hverken Eva Bonde eller hendes mand er af den generation, hvor man beder om krisehjælp.

– Jeg havde det ikke så godt i nat. Det må jeg tilstå. Tænk, at det kan ske ud af det blå… Pludselig stod det klart for mig i nat, hvad der var sket… at det kunne have været et af børnebørnene, der var gået med Chris, siger hun.

Hun har faktisk har slet ikke tid til det her virak. På onsdag fylder hendes mand Villy firs år, og de er i fuld gang med at dække op til de cirka 40 gæster, som de regner med kommer til kaffe.

Pludselig banker det på døren til udestuen.

Det er naboernes udlejer. Hun har en julestjerne med. Hun har ikke talt med sine lejere, men hun synes, at hun burde gøre noget for at vise sine naboer, at hun har det skidt med situationen.

Hverken Villy eller Eva Bonde er vrede på naboen. Sagen har ikke ændret på deres lyst til at bo her.

– Det er, hvad det er. Og jeg er ikke mere bange for at gå ud i dag, end jeg var i går. Jeg synes sagtens, at man kan have en af den slags hunde, men de kræver meget af en hundeejer – at man ligefrem anskaffer sig tre af slagsen er måske en grundigere overvejelse værd, siger Villy.

Drømmer om anden lovgivning

Og det er netop den slags overvejelser, som Charlotte Andersson synes, man skal gøre sig, før man anskaffer sig en hvilken som helst type hund.

Charlotte Andersen er formand for Foreningen Fairdog, der blandt andet arbejder for fjernelse af raceforbud og særregler fra hundeloven.

Hun mener, at sagen fra Djursland er typisk. Og at den kunne være hindret med en hundelov, der havde mere fokus på at forebygge angreb end at likvidere hundene, når skaden er sket.

– I dag har vi en hundelov, der ikke er forebyggende. Der reageres først, når en episode er sket. Det burde være sådan, at man kunne gå ud og konfiskere en hund, hvis hundeejeren er uansvarlig. I dag ser vi ofte, at hundeejere, der har været involveret i sager som disse, går direkte ud og anskaffer sig en ny, siger Charlotte Andersson.

Hun drømmer om en licensmodel som i Calgary, hvor en hundeejer skal have licens og forholde sig til spørgsmål om blandt andet forsikring, før man anskaffer sig en hund. Hun arbejder også for, at dyreorganisationer eller et decideret dyrepoliti kan tilkaldes til en hundeejer, hvor naboerne er bange for, at noget vil gå galt, så man kan indgå i en dialog med ejeren, før skaden er sket. Eller i værste fald konfiskere hunden, hvis ejeren er uden for pædagogisk rækkevidde.

– Den adfærd vi har set med hundene i Stenvad ser man typisk, hvis hundene ikke bliver luftet nok, ikke er socialiseret nok eller er blevet for inaktive. Og typisk ved man det godt i et lokalområde, siger hun.

At hundeejeren i sagen fra Stenvad har valgt at sende hundene bort, kommer ikke bag på hende. Det har hun set i andre lignende sager, og hun forstår godt, at det skaber vrede i et lokalsamfund.

– Jeg synes, man som hundeejer skal stå ved sit ansvar, men jeg har også en opfordring til lokalsamfundene rundt omkring: Bland jer, hvis I kan se en hundeejer, der måske ikke har styr på sine hunde. Og ring til os eller Dyrenes Beskyttelse eller Dyreværnet, så man kan få en samtale med hundeejeren, inden det går galt. Selvom vi i dag desværre ikke har lovhjemmel til at gribe ind, så kan man nogle gange nå et stykke af vejen med dialogkaffe, siger Charlotte Andersson.