Angela Merkel: Vi må aldrig glemme krigens rædsler

Foto: MICHAELA REHLE/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den tyske kansler takkede søndag de overlevende fra koncentrationslejrene for at fortælle deres historier.

Det er kun gennem de overlevendes historier, at vi kan sætte ansigt på de nøgne statistikker fra nazisternes koncentrationslejre.

Det var Angela Merkels budskab, da hun søndag deltog i en mindehøjtidelighed for 70-året for befrielsen af den tyske koncentrationslejr Dachau nordøst for München, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

– Det har en stor værdi, at mennesker som jer er parate til at fortælle jeres livshistorier, til at fortælle om den uendelige lidelse, Tyskland påførte jer under den nazistiske periode, sagde hun ifølge dpa.

– Der skete ufattelige rædsler overalt. De vil formane os til aldrig at glemme. Nej, vi vil aldrig glemme. For ofrenes skyld, for vores egen skyld og for fremtidige generationers skyld vil vi aldrig glemme, sagde Angela Merkel ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den tyske kansler deltog i mindehøjtideligheden sammen med mere end 130 overlevende fra lejren og flere amerikanske soldater, som deltog i befrielsen af Dachau.

Samtidig advarede flere talere mod en genopblussen af racisme og antisemitisme i Tyskland.

– Når jeg ser på, hvordan nogle borgere opildner til holdninger mod flygtninge, eller hvor nedsættende der tales om jøder, spørger jeg mig selv: Hvor godt forankret er den menneskelige værdighed i folks hoveder? sagde Josef Schuster, formanden for det Jødiske Centralråd i Tyskland ifølge dpa.

Dachau var en koncentrationslejr for politiske fanger og åbnede i marts 1933. Den blev befriet af amerikanske tropper 29. april 1945. Flere end 41.000 mennesker mistede livet her.

I løbet af året har man markeret 70-året for befrielsen af flere koncentrationslejre, men Dachau er den første markering, hvor Angela Merkel har deltaget. I 2013 besøgte hun som den første tyske kansler lejren

/ritzau/

Powered by Labrador CMS