Andreas Odbjerg gifter sig
Sangeren Andreas Odbjerg og filminstruktøren Sabrina Ferguen kan nu kalde sig for mand og kone
Juleaften 2021 friede sangeren Andreas Odbjerg til sin kæreste, filminstruktøren Sabrina Ferguen.
Og nu har parret vekslet forlovelsen til ægteskab: De har nemlig giftet sig. Det afslører den nygifte gom på Instagram, hvor han har delt en række bryllupsbilleder.
- 12/08/23 bedste dag i mit liv, skriver Andreas Odbjerg.
- Mit livs kærlighed
Også bruden har delt en række bryllupsbilleder på sin Instagram-profil.
- Mit livs kærlighed, skriver hun.
Det var også på det sociale medie, at Andreas Odbjerg og Sabrina Ferguen annoncerede forlovelsen for deres følgere, et par dage efter frieriet havde fundet sted.
Meget nervøs
Ifølge Sabrina Ferguen havde hun aldrig set Andreas Odbjerg så nervøs, som inden han gik på knæ.
- Det var det nemmeste ja! Er helt overvældet og lykkelig - tusind tak for alle de dejlige beskeder, skrev hun som tekst til et kyssebillede af de to.
Det samme billede delte Andreas Odbjerg.
- Elsker dig for evigt
- Hun sagde ja, jublede han i opslaget på det sociale medie og henvendte sig herefter direkte til sin Sabrina:
- Jeg elsker dig for evigt og evigt og evigt, skrev han med versaler.
Sang dedikeret til fruen
Man siger, at musikken er følelsernes sprog, og kærligheden til Sabrina Ferguen kan man også høre på Andreas Odbjergs debutalbum, "Hjem fra fabrikken", som udkom sidste år.
Pladen rummer blandt andet kærlighedshymnen "Wendy", som er dedikeret til Sabrina Ferguen, har sangeren tidligere fortalt ifølge Se og Hør.