Andreas Mogensen er koblet sikkert til rumstationen
Efter to døgn og 34 jordomrejser er danske Andreas Mogensen og hans besætning koblet til Den Internationale Rumstation (ISS).
Sammenkoblingen mellem Sojuz-fartøjet og ISS forløb uden problemer, og fartøjerne havde kontakt hele fire minutter før det planlagte tidspunkt klokken 09.42.
Lisa Bjerregaard, der er mor til Andreas Mogensen, overværede sammenkoblingen fra kontrolcenteret i Moskva.
»Jeg er overbevist om, at han har det pragtfuldt. Han smiler over hele hovedet,« siger hun til Berlingske.
Den succesfulde sammenkobling vækker også jubel i Danmark, hvor koblingen er blevet fulgt nøje på DTU Space.
»Det forløb, som det skulle, så vi er glade. Det ser ud til, at Andreas kommer ind på rumstationen senere i dag,« siger Allan Hornstrup, der er astrofysiker ved DTU Space.
Henover de næste 2,5 timer skal trykket udlignes mellem rumstationen og Sojuz-fartøjet, før lugen kan åbnes, og Andreas Mogensen kan hilse på den seks mand store besætning på ISS.
Andreas Mogensen skal tilbringe otte dage på rumstationen, hvor han skal udføre en række videnskabelige opgaver. Ud over at udskifte en gammel rumkapsel, skal han udføre fysiologiske tests, der vil kortlægge, hvilken effekt vægtløshed har på kroppen.