Andreas Cornelius i vildt målshow
For anden gang i sæsonen scorede Andreas Cornelius hattrick mod Genoa. Parma vandt udekampen 4-1.
Hvis landstræner Kasper Hjulmand er i tvivl om Andreas Cornelius’ kvaliteter, fik den danske angriber vist sig frem på bedste vis tirsdag aften.
For anden gang i denne sæson brillerede han ved at lave hattrick i Serie A, og for anden gang i sæsonen gik det ud over danskerklubben Genoa.
Cornelius scorede med både højrebenet, venstrebenet og hovedet, da Parma vandt udekampen med 4-1. Cornelius lagde desuden op til Parmas sidste mål.
Hjemmeholdet havde Lasse Schöne med i hele kampen, men han var langtfra så synlig som sin landsmand.
Cornelius åbnede målscoringen i det 18. minut, da et indlæg strøg hele vejen igennem til danskeren, der fra en position nær bageste stolpe bankede bolden i nettet.
Et kvarter senere fordoblede han sin målhøst. Elegant fik han kontrol over en høj bold, og på sin anden berøring sendte han den forbi en forsvarsspiller og mellem benene på målmanden.
Otte minutter efter pausen fuldendte han hattricket. Den hovedstødsstærke dansker kastede sig ind i et indlæg fra Vincent Laurini og gjorde det til 3-0.
Historisk bedrift
Det er kun tredje gang i historien, at en spiller laver hattrick mod den samme Serie A-klub to gange i en sæson. Cornelius står nu noteret for 11 ligamål i sæsonen.
I første halvleg havde Genoa brændt et straffespark, men holdet fik en ny chance efter en time. Her reducerede Iago Falque til 1-3.
I slutminutterne fik Cornelius også en assist, da han med hovedet forlængede et indkast til Dejan Kulusevski. Det svenske stortalent tog et godt træk, før han sendte bolden i mål.
Lukas Lerager sad på bænken i hele kampen for Genoa, mens Peter Ankersen ikke var en del af kamptruppen.
Andreas Cornelius var ikke den eneste tidligere FCK-spiller med succes i italiensk fodbold tirsdag aften.
Den dansk-svenske målmand Robin Olsen diskede op med en forrygende redning sent i kampen ved stillingen 0-0, da han sammen med Cagliari vandt 1-0 ude over Spal. Det var Cagliaris første sejr i 12 ligakampe.
Den danske landsholdsspiller Jens Stryger Larsen fik hele kampen som højre wingback, da han sammen med holdkammeraterne i Udinese tabte 0-1 ude til Torino.
De nykårede pokalmestre fra Napoli vandt 2-0 på udebane over Verona og ligger nummer seks i Serie A.