Andreas Cornelius er blevet opereret
Andreas Cornelius er blevet opereret for sin brækkede ankel i Aarhus. Det bekræfter FC København på sin hjemmeside.
FC Københavns angriber blev i mandagens kamp mod Silkeborg tacklet så hårdt af højrebacken Dennis Flinta, så han måtte bæres fra banen, og kort tid efter stod det klart, at anklen var brækket, samt at han havde beskadigede ledbånd.
Derfor krævede skaden en operation, og det er den, der nu er veloverstået.
»Det var selvfølgelig meget ubehageligt og smertefuldt, men jeg er rigtigt glad for, at operationen er gået godt. Nu skal jeg lige bruge lidt tid på at komme mig ovenpå det her, og så ser jeg frem til at komme i gang med genoptræningen. Jeg vil også gerne takke for de utroligt mange hilsner, jeg har fået. Dem sætter jeg stor pris på,« siger Andreas Cornelius.
Skal måske sidde ude i cirka et halvt år
Klubbens læge Morten Boesen forventer, at Andreas Cornelius sidder ude i omkring et halvt år.
»Det var en stor skade, som alle kunne se, med et åbent brud på anklen. Andreas er blevet opereret af et meget kompetent team i Aarhus, og operationen er forløbet planmæssigt. Da der er tale om et åbent brud, så skal han forblive indlagt nogle dage, og så venter der et forløb, hvor det først drejer sig om, at han skal hele og derefter i gang med et længere genoptræningsforløb,« forklarer Morten Boesen.