Andorra-træner raser manglende respekt
Det var ikke kun Randers, der havde sit hyr med et hold fra lilleput-staten Andorra. Således mødte West Ham Lusitans fra det lille fyrstendømme, og da det engelske hold vandt 3-0 på hjemmebane, var andorranernes træner rasende.
Ikke over resultatet, dommeren eller over West Hams optræden på banen. Nej, det handlede derimod om West Hams nye manager, kroaten Slaven Bilic, som havde valgt at sætte sig selv op på tribunen og overlade ansvaret på sidelinjen til direktøren for klubbens ungdomsakademi, Terry Westley. Bilic havde kun været sammen med sine nye spillere siden sidste fredag, så han mente, at det ville være bedre, hvis Westley tog sig af Europa League-kampen.
Bilic blev præsenteret for hjemmepublikummet inden kampen, og siden gik han op på tilskuerpladserne for at se en kamp, der endte 3-0 og gav debut til Reece Oxford, som i en alder af 16 år og 198 dage, blev den yngste førsteholdsspiller nogensinde i London-klubben.
Og det faldt ikke i god jord hos Lusitans-træner Xavi Roura.
»Bililc viste mangel på respekt ved ikke at være på bænken. Det gør mig ked af det, at sådan noget kan ske i et land, hvor man opfandt begrebet fair play. Jeg tænker, at han må have syntes, at vores hold ikke var vigtigt nok til, at han skulle være til stede. Jeg forestiller mig, at han har vundet så mange titler, at han tænker, at han er ‘The Special One’ (som Mourinho i sin tid kaldte sig selv, red.),« rasede Xavi Roura ifølge The Guardian.
»Det mindste jeg kan håbe på, er, at med en klub som West Ham sker det ikke igen. Jeg regnede med at se ham på bænken. Bør han være der til returkampe? Ja, han er West Hams træner, så ja, The Special One bør komme til Andorra,«
Roura skal nok forberede sig på, at han også glip af et håndtryk fra Bilic i returkampen. Ifølge akademidirektør Terry Westley har Bilic for travlt med arbejdet i West Hams træningslejr forud for sæsonen til at rejse med holdet til fyrstendømmet i næste uge.