Analytiker: Gebyrstigninger får politikere til at se rødt

Foto: Torkil Adsersen/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) har set sig sur på realkreditselskabernes stigende gebyrer og truer nu branchen med at gribe ind.

Det sker på baggrund af en konstant stigning i de såkaldte bidragssatser, forklarer John Norden, direktør i den private bankportal Mybanker. Selskaberne har over en bred kam ladet bidragssatserne stige med 60 procent siden 2010 med det argument, at man skulle polstre sig økonomisk som følge af nye krav fra politisk hold.

Samtidig har flere af selskaberne meddelt, at de nu vil udbetale udbytte til aktionærerne. Og det får kæden til at hoppe af hos politikerne, vurderer John Norden

»Henrik Sass Larsen har indtil nu sagt, at det var i orden at lade bidragssatserne stige, men nu begynder bankerne at udbetale udbytter. Og så begynder det at blive politisk problematisk at have det standpunkt,« siger han.

Både Realkredit Danmark og Nordea vil udbetale udbytte til aktionærerne, og det får ifølge John Norden argumentet om, at de stigende gebyrer er nødvendige for at polstre selskaberne, til at klinge hult.

»Så længe man skraber egenkapital sammen og skaber den soliditet, som politikerne ønsker, så er det ikke noget problem, men når man så begynder at betale udbytte, så hopper kæden af,« siger My Banker-direktøren.

Han peger samtidig på en snigende fornemmelse blandt både politikere og forbrugere om, hvorvidt konkurrencen i realkreditsektoren reelt eksisterer.

»Samtidig kan politikerne se, at bidragssatserne er relativt ens og steget med cirka over 50 procent de seneste år. Og i et valgår er det relativt svært at fastholde, at sådanne prisstigninger er i orden. Derfor vil vi nok se, at det bliver en politisk kamp mere end noget som helst andet,« siger John Norden.

Han mener, at kritikken af realkreditselskaberne nyder en vis opbakning blandt danskerne.

»Branchen er stadig i bad standing efter finanskrisen, og i forbindelse med et folketingsvalg søger man altid efter noget, man kan være fælles utilfreds med. Sidst gik Sass Larsen efter bankdirektørerne, og realkredittens gebyrer kan sagtens blive et emne i den næste valgkamp,« siger John Norden.

Powered by Labrador CMS