Analytiker: Cimber-køb kan give SAS overskud

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Med købet af Cimber kan SAS lette noget af omkostningspresset via nyt datterselskab, vurderer analytiker.

Med købet af Cimber har SAS taget et stort skridt mod at oprette et datterselskab, som kan lette omkostningerne for det pressede luftfartsselskab. Det vurderer senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank.

– Det er skelsættende, at SAS køber sig ind i et flyselskab, hvor man har mulighed for at starte op med en helt ren tavle for eksempel med en ny type overenskomst, hvor omkostningerne er lavere, siger han.

Han mener, at det mest logiske vil være, at SAS bruger ejerskabet af Cimber til at skabe en platform med væsentligt lavere omkostninger, som kan betjene en del af selskabets ruter.

– Der kan man så lægge en del af den trafik over, hvor man har svært ved at tjene penge i dag, blandt andet fordi nogle af konkurrenterne benytter nogle af disse finurlige kontraktansættelser.

– Det presser altså SAS, som jo driver en forretning med væsentligt mere ordentlige overenskomstaftaler, siger Jacob Pedersen.

Den samme model bruger flere af de store selskaber i Europa heriblandt Lufthansa, der barsler med at bruge lavprisdatterselskaber til flyvninger, som man i dag har svært ved at tjene penge på. Det er primært på de korte distancer, siger Jacob Pedersen.

– Om det bliver et lavprisselskab, må tiden vise. Men det vil i hvert fald være en stor mulighed for SAS for at skabe en stærk indtjeningsmæssig platform, siger Jacob Pedersen.

SAS aflægger kvartalsregnskab den 18. december, hvor selskabet har varslet en ny sparerunde.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS