Amok: Betjent i livsfare

En transportbetjent fra Kriminalforsorgen blev angiveligt overfaldet i Retten i Kolding.

Offentliggjort Sidst opdateret

En transportbetjent fra Kriminalforsorgen blev tirsdag angiveligt udsat for et overfald i Retten i Kolding, da en indsat forsøgte at kvæle ham.

Det skriver Fængselsforbundet i en pressemeddelelse.

Overfaldet skulle være skete i en pause i retsagen, hvor dommerne skulle votere.

Her følger Fængselsforbundets udlægning af episoden:

“Der er flere tilhørere i retssagen med relation til den indsatte. Derfor vælger Kriminalforsorgens personale, at det er bedst at føre den indsatte ud af retten og ned i et venterum.  

Den indsatte nægter dog at følge med og situationen optrappes.

Personalet vælger derfor at fjerne ham med magt. I den forbindelse tager den indsatte fat om halsen på transportbetjenten og strammer til. 

Det lykkedes for betjentens kollegaer, at få overmandet overfaldsmanden, og lagt ham i håndjern. Den tilskadekomne køres til skadestuen. Det vurderes, at transportbetjenten har været i livsfare under kvælningsforsøget.

Efterfølgende genoptages retssagen. Kriminalforsorgens personale anmoder om, at den indsatte fremstilles i håndjern. Dette imødekommes ikke”

Vil rejse sag for Justitsministeriet

Fængselsforbundets formand Bo Yde Sørensen er rystet over overfaldet:

“Det var et meget voldsomt overfald på en af vores kollegaer. Jeg håber, at han er OK.”

Formanden finder, det er uacceptabelt, at retten vælger at fortsætte retssagen.

“Den indsatte burde være anholdt og varetægtsfængslet. I stedet vælger dommeren at fortsætte, som om intet at ske. Det er fuldstændigt uacceptabelt. Jeg agter at rejse sagen over for justitsministeren.”

Powered by Labrador CMS