Amnesty efter bådulykke: EU må hjælpe Italien

Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Der kan komme flere ulykker med kæntrede både i Middelhavet, advarer Amnesty.

Vil Europa i historiebøgerne blive huske som et Europa, der hjalp og slog til mod en forfærdelig situation eller som en region, der byggede højere mure og lod tusindvis af mennesker drukne i Middelhavet?

Det spørgsmål stiller vicegeneralsekretær i Amnesty International, Trine Christensen, efter at op til 700 migranter ifølge nyhedsbureauet Ansa frygtes omkommet ved endnu en kæntringsulykke i Middelhavet.

– Det her er en forfærdelige tragedie, og vi frygter, at vi kommer til at se endnu flere af den her slags ulykker, siger hun til Ritzau.

Trine Christensen ønsker et styrket EU-beredskab, der kan tage over efter lukningen af programmet Mare Nostrum.

Mare Nostrum blev etableret, efter at flere end 360 emigranter druknede, da deres båd kæntrede tæt på den italienske kyst i oktober 2013. Det blev dog lukket, da de økonomiske udgifter var alt for store for Italien.

Det blev erstattet af EU’s grænsekontrol Triton, som ikke har noget specifikt eftersøgnings- og redningsmandat, og som har færre skibe og et mindre område at operere på.

– Det eneste anstændige er at tage handling nu. EU bør hjælpe Italien. Vi skal have skibe, der patruljerer i farvandene, og det kan Italien ikke finansielt klare på egen hånd, lyder det fra vicegeneralsekretæren.

Det tyske nyhedsbureau DPA citerer nyhedsmediet Times of Malta for, at redningsfolk søndag er på vej til stedet, der ligger nær den italienske ø Lampedusa, efter at et handelsskib natten til søndag opfangede nødsignaler fra det forulykkede skib.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS