Amerikansk teenager vågner fra koma og kan kun snakke spansk
Den 16-årige Reuben kunne ikke huske sit modersmål engelsk, da han vågnede fra sin koma.
Tænk, hvis du vågnede op og ikke kunne huske, hvordan du snakkede dansk. Det var nogenlunde det, der skete for 16-årige Reuben Nsemoh, hvis man altså lige skifter dansk ud med engelsk. Det skriver det amerikanske medie Huffington Post.
Den amerikanske teenager fra Georgia chokerede sin familie, da han vågnede fra sin koma og kun kunne snakke spansk og ikke engelsk. Den 16-årige gymnasieelev endte i en koma, under en fodboldkamp, hvor en modspiller ved et uheld sparkede ham i hovedet.
Broderen inspirerede ham
Reuben, der tidligere har fået tre hjernerystelser på grund af sin sport, endte i en flere dage lang koma på grund af sparket. Da han vågnede, var hans engelsk skiftet ud med spansk.
– Vores liv har ændret sig igennem den her process, fortæller Reubens mor Dorah Nsemoh.
Heldigvis vendte Reubens engelsk tilbage. Før komaen kunne han lidt spansk, fordi hans venner og en bror snakker sproget. Men han har aldrig følt sig godt tilpas med at snakke spansk, inden sin ulykke.
– Jeg var ikke perfekt i sproget, men min bror er flydende i spansk, så han inspirerede mig på en måde, fortæller Reuben.
Han fortæller også, at hans spanske forsvandt efter han vågnede.
Det er ikke usædvanligt
Selvom Reubens oplevelse lyder som noget taget direkte fra en science fiction film, er det faktisk mere almindeligt, end man lige tror. Doktor Michel Paradis, der underviser i neurolingvistik (sprogforståelse) på Montreal’s McGill Universitet, fortæller, at Reubens oplevelse “ikke er så sjælden”.
– Grundet en række komplekse grunde vil folk i Reubens situation enten genvinde begge sprog, det ene bedre end det anden eller kun det ene, forklarer Paradis og fortsætter:
– Effekten kan enten være midlertidig eller permanent. Det afhænger igen af en rækker faktorer. Reuben begynder stille og rolig at få adgang til sit engelsk igen, hvilket er et godt tegn. Han kan sikkert snakke ligeså meget spansk som inden ulykken.
Reubens venner har startet en online fundraiser for at hjælpe med at betale hans hospitalsregninger. Selv glæder han sig til at komme tilbage til sin yndlings sport, når han er helt frisk igen. Men hans træner insisterer på, at han bruger en hjelm fra nu af.
– Hvorfor ikke begynde at bruge den både til træning og i kampene? Siger Reubens træner Bruno Kalonji til WSB-TV, i et forsøg på at reklamere for sikkerhedsudstyret, og fortsætter:
– Alle venter på den der store skade, inden de begynder at bruge udstyret. Vi skal prøve at forhindre, at de her uheld sker.