Amerikansk kirurg sikrer Zlatans fortsatte karriere
Zlatan Ibrahimovic er blevet opereret for en alvorlig knæskade og bliver i stand til at spille fodbold igen.
Den svenske fodboldstjerne Zlatan Ibrahimovic har gennemgået en så vellykket knæoperation i USA, at han vil være i stand til at genoptage karrieren efter en periode med genoptræning.
Det oplyser den 35-årige Manchester United-spillers agent, Mino Raiola.
– Han vil komme sig helt. Han har ikke været udsat for en karrierestoppende skade, skriver Raiola i en pressemeddelelse ifølge blandt andre Manchester Evening News.
Ibrahimovic kom før denne sæson til Manchester United fra Paris Saint-Germain på en etårig kontrakt.
I England har svenskeren været en kæmpe succes med 28 mål i 46 kampe.
I en kvartfinalekamp i Europa League mod belgiske Anderlecht for små to uger siden landede Ibrahimovic dog så uheldigt efter en duel, at han beskadigede et korsbånd i sit ene knæ.
Den slags skader har stoppet mange sportskarrierer, men lægerne på en klinik i Pittsburgh i USA har sørget for, at det ikke bliver tilfældet for Zlatan Ibrahimovic.
Ifølge Mino Raiola vil genoptræningen også finde sted på klinikken i USA.
Zlatan Ibrahimovic har ikke meldt offentligt ud, hvad hans planer for karrieren er i den kommende sæson. Det vides heller ikke, om Manchester United vil tilbyde ham en forlængelse.
/ritzau/