Ambulanceselskab har 271 huller i vagtplanen
Det kniber fortsat for ambulanceselskabet Bios, der står for ambulancekørslen i Region Syddanmark, med at få lavet en vagtplan, der hænger sammen.
Ifølge Fyens Stiftstidende og JydskeVestkysten er der 271 ubesatte vagter fra i dag og resten af oktober. Særligt tre dage hen over den kommende weekend ser det problematisk ud med hele 109 huller.
Det fremgår af et opslag, som Bios har lagt på selskabets intranet.
Allerede inden selskabet havde kørt sin første kørsel i Region Syddanmark i september, kunne de to aviser afsløre, at Bios havde huller i sin vagtplan. Det fik regionen til at indkalde regionsrådet til krisemøde. Her valgte et flertal af politikerne at beholde Bios som ambulanceoperatør.
Men Bios blev tvunget til at tilkøbe fire ekstra ambulancer hos selskabet Responce, der kører ambulancer i Trekantområdet.
Ikke bekymret
Bios-direktør Morten Hansen er ikke bekymret over udsigten til 271 huller i vagtplanen.
»Det er sådan, at vagterne løbende bliver dækket, når redderne henvender sig, eller vi henvender os til dem. Det vil sige, at der ikke er noget usædvanligt i den her situation. Der vil være en dialog mellem os og vores egne medarbejdere, men også med regionen i forhold til at få dækket vagterne ind, og levere de beredskaber vi skal,« siger Morten Hansen til de to aviser.
Formand for det præhospitale udvalg i Region Syddanmark Thyge Nielsen (V) siger ligeledes, at han ikke er bekymret. Han siger til de to aviser, at han regner med, at Bios får lukket hullerne.