Ambulance eksploderer på sygehus: Patient dræbt
Flere vidner fortæller om rædslerne, der udspillede sig udenfor et hospital i Irland, da en ambulance stod i flammer
Det var et forfærdeligt syn, flere måtte vidne på et irsk hospital forleden. En ambulance sprang nemlig i luften, mens reddere var i gang med at få den 70-årige patient ud af køretøjet. Tragedien dræbte den ældre patient, og de to reddere endte på hospitalet, hvor den ene fik så svære forbrændinger, at han stadig er indlagt. Det skriver det engelske medie Daily Mail.
Ulykken skete på Naas General Hospital i Co Kildare i Irland onsdag klokken 14. Et øjenvidne har fortalt, at hun hørte et kæmpe brag og herefter så stykker af vragrester fra ambulancen, som fløj rundt i luften. Hun var selv lige indenfor hoveddøren af hospitalet, da hun hørte braget.
– Jeg hørte et højt brag, og da jeg kiggede udenfor, var der en kæmpe søjle af røg, der steg mod himlen, siger hun og fortsætter:
– Fra hvad jeg kunne se, stod hele ambulancen i flammer. Stykker fløj rundt. For os inde på hospitalet var det meget skræmmende, fordi flammerne fra ambulancen blæste mod hovedindgangen af bygningen.
Ufattelig dårlig timing
Ifølge samme vidne, var det meget tæt på, at patienten kunne have undgået den forfærdelige skæbne. Redderne havde nemlig allerede åbnet ambulancens døre for at få ham ind på hospitalet.
– Dørene på ambulancen stod helt åbne imod indgangen, så det så ud, som om de var i gang med at få ham ind på hospitalet, men desværre nåede de det ikke, siger vidnet og fortsætter:
– Jeg er meget rystet over hændelsen. Man kunne kun høre braget og så lugte flammerne. Gud være med patienten og redderne, der blev såret.
Et andet vidne, Rob Moore var også på inden på hospitalet, da brandalarmen lød. Han skyndte sig derfor ud for at se, hvad der skete. Han har selv taget billeder og videoer af hændelsen.
– Jeg ved ikke præcis, hvad der skete. Da jeg kom udenfor, kunne jeg se to reddere i enden af ambulancen. En af dem var alvorligt forbrændt, siger Moore og fortsætter:
– Jeg tror, der var en brandmand der, som var off-duty. Han fik tingene under kontrol, og alle blev fjernet fra køretøjet.
Redderne gjorde alt, hvad de kunne
Man mener, det var en iltflaske, der eksploderede i ambulancen. To reddere blev selv svært forbrændt i eksplosionen. En af dem blev udskrevet fra hospitalet onsdag, mens den anden blev flyttet til et andet hospital.
Tony O’Brien, direktøren for den offentlige sundhedssektor i Irland, siger, at de to reddere blev forbrændt, mens de prøvede at redde den ældre patient.
– To af hospitalets ambulancepersonale er blevet såret, mens de prøvede at redde patienten. En af dem er blevet frigivet fra hospitalet, den anden er flyttet til St. James’s Hospital i Dublin, men vi er sikre på han slipper uden varige mén, siger O’Brien.
Både O’Brien og sundhedsministeren Simon Harris har besøgt den sørgende familie.
– Jeg er ligesom alle andre dybt chokeret over nyheden af denne tragedie. Jeg besøgte hospitalet onsdag for at kondolere til familie, siger Harris og fortsætter:
– Jeg vil også gerne anerkende, det fantastiske arbejde de ansatte på hospitalet har gjort i så svær en situation. Og jeg håber på, at de sårede reddere, at de to reddere kommer sig uden varige mén.
Ilt dræber
O’Brien har sagt, at mandens død var direkte forbundet med branden i ambulancen, og at han ellers havde overlevet. Indtil videre er der indikationer på, at iltflasker kan have spillet en rolle i branden.
– Lige nu er vi bekymret for, at ilt kan have spillet en rolle i dette, og derfor har vi udsendt en sikkerhedsbesked, samt tjekket alle redskaber koblet til ilt. Vi siger ikke, det er grunden, men vi er bekymret, og det er derfor vigtigt, at vi tjekker nu, siger O’Brien.
Den offentlige sundhedssektor er ofte blevet kritiseret for, at deres ambulancer er for gamle. Men O’Brien afviser, at dette kan have være en årsag, da ambulancen først kom i brug sidste november.
– Intet køretøj er helt sikkert. Vores fokus er nu hos familien til den afdøde i denne svære tid. Det har været en meget dyster dag for sundhedssektoren, siger O’Brien.
Den irske fagforening, SIPTU, har dog krævet en efterforskning af de nationale ambulance efter tragedien.
– Det bekymrer os meget at trods andre lignende sager, er de ansvarlige for ambulancerne aldrig blevet fuldt informeret omkring grunden bag sådanne brande, siger chef for sundhedsafdelingen hos SIPTU, Paul Bell, og fortsætter:
– Køretøjet involveret i ulykken skal indgå i en undersøgelse, men det mener vi også resten af ambulancerne skal. På den måde kan vi finde mulige fatale fejl.