Ambassadør: kedeligt arbejde til Brasilien

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Brasiliens netop genvalgte præsident Dilma skal genvinde erhvervslivets tillid med reformer, mener ambassadør.

Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, skal efter at have reddet sig endnu en periode på magten i gang med strukturelle reformer, som kan skaffe vækst igen, uden at økonomien løber løbsk.

Det siger den danske ambassadør i Brasilien, Kim Højlund Christensen, efter Rousseff vandt valget søndag.

– Hvis man får genvundet erhvervslivets tillid, hvis man får lavet nogle af de her strukturreformer, som er nødvendige, så kommer yderligere investeringer også.

– Det er noget af det kedelige, vi skal se: Lidt mindre forbrug og lidt mere investering. Og så er det absolut en realistisk mulighed, siger ambassadøren.

Vækst i Brasilien kan også være gunstigt for dansk erhvervsliv, som dog allerede klarer sig godt i landet, mener han:

– Får vi rigtig gang i den økonomiske vækst i Brasilien igen, så kan der ske så meget mere. Dansk erhvervsliv klarer sig godt. Men der er mere at hente i en kage, der bliver større og større.

Rousseff og hendes arbejderparti har allerede siddet på magten i 12 år, og Kim Højlund Christensen mener, at det kan være en af grundene til, at stemmerne blev fordelt stort set ligeligt mellem Rousseff, som fik godt 51 procent af stemmerne, og oppositionslederen Aecio Neves.

– I et demokrati, hvor et parti har siddet på magten i 12 år, så opstår der en form for træthed i dele af befolkningen. Og så er der korruptionsskandaler fra tid til anden, ikke nødvendigvis mod hende, men det er hendes system, siger han.

At landet skulle være splittet i to i det meget lige valg – i et rigt syd og et fattigt nord – er ikke tilfældet i Kim Højlund Christensens øjne:

– Det ikke sådan, at der er en benhård kamp i det daglige, eller at man føler, at landet er splittet. Rousseff vandt også nogle af staterne i den sydlige del af landet, blandt andet den stat, hvor Aecio Neves har været guvernør.

– Omvendt vandt han også et par af de nordiske stater, siger han. Og de har begge meldt ud, at de er klar til tværpolitisk dialog.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS