Alzheimerforening jubler over GPS til demente på sygehuse
Det er helt absurd, at det i dag kun er plejehjem, der må udstyre demente personer med GPS, mener Alzheimerforeningen. Foreningen glæder sig derfor over, at sundhedsministeren med et nyt forslag vil ændre loven, så sygehuse også kan benytte sig af GPS til dement-ramte patienter.
»Vi er meget tilfredse med, at ministeren har lyttet til vores opfordring om at få ligestillet lovgivningen, så den er ens på socialområdet gældende for plejehjem og på sygehuse. Det har været så absurd, at hvis en person blev udstyret med en GPS på plejehjemmet, så måtte lægerne tage den af, når vedkommende kom på sygehus,« siger direktør i Alzheimerforeningen Nis Peter Nissen.
Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) har ifølge Jyllands-Posten opbakning fra et flertal af partiernes sundhedsordførere til at ændre sundhedsloven og tillade GPSer på hospitaler.
Adspurgt hvorfor det er vigtigt at kunne udstyre personer med GPS på sygehuse, lyder Nis Peter Nissens svar:
»Det er vigtigt, at mennesker med en demenssygdom får mulighed for at få en GPS på, fordi de risikerer at forvilde sig bort og ikke kunne finde rundt på et stort hospital.«
Alzheimerforeningen skønner, at der er cirka 1.000 tilfælde om året, hvor en dement person forsvinder og må efterlyses af politiet, og i flere af tilfældene fører det til et tragisk dødsfald.
Nis Peter Nissen frygter ikke, at det skaber unødig overvågning.
»Der er ikke tale om overvågning, der er tale om en teknologi på samme måde som anden teknologi, eksempelvis en rollator eller andre instrumenter, der kan bruges til at hjælpe os i hverdagen. Det er jo ikke sådan, at der er nogen, der sidder konstant og kigger på, hvor personen er henne. Det er noget, man bruger i det tilfælde, at en person forvilder sig bort og ikke kan finde tilbage igen på sygehuset.«