Alvorlige anklager mod familiemedlem

En i dag 23-årig kvinde opholdt sig i Syrien hos Islamisk Stat fra 2016 til 2019, lyder det i anklagen. Naser Khader (K) bekræfter, at han er i familie med kvinden langt ude

Khaders halv-grandniece anklaget for at tilslutte sig IS(Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
(Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Offentliggjort Sidst opdateret

Anklagemyndigheden rejser tiltale mod en 23-årig kvinde, som anklages for i en periode fra 2016 at have opholdt sig hos den militante bevægelse Islamisk Stat i Syrien.

På den måde har hun “fremmet terrororganisationens” virksomhed, lyder det i en pressemeddelelse fra anklagemyndigheden.

Kvinden, der er et fjernt familiemedlem til folketingsmedlem Naser Khader, har siddet varetægtsfængslet siden juli, hvor hun blev anholdt, da hun indrejste i Danmark via Københavns Lufthavn. Hun kom fra Tyrkiet, hvor hun blev anholdt i 2019, da hun rejste ud fra Syrien.

På det tidspunkt var kvinden allerede efterlyst. Allerede tilbage i 2017 afsagde en dommer ved Retten i Glostrup kendelse om, at der var grundlag for at varetægtsfængsle kvinden, som altså på tidspunktet ikke var i landet.

Anklagemyndigheden mener, at kvinden – mens hun selv var i Syrien – har forsøgt at hjælpe et familiemedlem til Syrien med henblik på at tilslutte sig Islamisk Stat.

Idømt fængsel

Det har før været fremme, at kvinden skulle have forsøgt at hjælpe sin lillesøster til Syrien. Men det fremgår ikke af pressemeddelelsen fra anklagemyndigheden, hvorvidt det er søsteren, der er tale om.

Søsteren blev i 2019 sammen med tre andre idømt tre års fængsel for forgæves at have forsøgt at rejse til Syrien.

Storesøsteren, som nu er tiltalt, er dansk statsborger, men har rødder i Mellemøsten. Hun er et fjernt familiemedlem til De Konservatives Naser Khader. Det fortalte han selv tilbage i juli, da kvinden blev anholdt.

– Ja, det er min halv-grandniece, der er anholdt, skrev Khader dengang på sin facebookprofil, hvor han også oplyste, at pigens forældre er fra henholdsvis Libanon og Jordan.

Khader har tidligere fortalt, at han ikke har mødt de to søstre, siden de var meget unge piger.

Retssagen mod storesøsteren er allerede planlagt. Den vil blive behandlet ved Retten i Glostrup til august. Her vil anklagemyndigheden gå efter en straf på mindst fire års fængsel, muligvis højere.

Powered by Labrador CMS