Alvorlig arbejdsulykke: Mand falder ned i elevatorskakt

Nu er der nyt i sagen om den alvorlige arbejdsulykke fra Glostrup.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tidligere på dagen kunne Newsbreak.dk fortælle, hvordan der var sket en arbejdsulykke på Sportsvej ved Glostrup, hvor en mand var svært tilskadekommen.

Nu oplyser vagtchef ved Vestegnens Politi, Brian Holm, hvordan ulykken skete.

– Der bliver arbejdet med renovering af bebyggelse. I forbindelse med renovering er den her mand kommet til skade – og han er nu kørt til Rigshospitalets Traumeafdeling, fordi han er slem tilskadekommen, siger Brian Holm.

Omfanget af mandens skader er endnu uvist, men politiet oplyser blot, at der er tale om en midaldrende mand. Ifølge BT.dks oplysninger er manden faldet 5 meter ned i en elevatorskakt i en etageejendom, hvor flere lejligheder er ved at blive renoveret i øjeblikket.

Ulykken skete ifølge Newsbreak.dks oplysninger kort før klokken 12. Derudover oplyser Vestegnens Politi, at de ikke har flere oplysninger i sagen, da mandens pårørende endnu ikke er kontaktet.

Powered by Labrador CMS