Alternativet vil have flygtninge med i folkeafstemning

Flygtninge forsøger at forcere en skrænt efter at være ankommet til den græske Lesbos. Foto: ANGELOS TZORTZINIS/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

AL fremsætter beslutningsforslag om, at flygtninge- og asylområdet tages med i afstemning om retsforbeholdet.

EU’s præsident, Donald Tusk, opfordrer torsdag EU-landene til at fordele mindst 100.000 flygtninge imellem sig for at lette presset på de lande, der modtager flest.

Også Danmark bør bidrage til at finde en fælles europæisk løsning, mener Alternativet, der ifølge partiets udenrigsordfører, Rasmus Nordqvist, nu vil tage nye midler i brug for at gøre det muligt for Danmark at samarbejde tættere med de øvrige EU-lande.

– Flygtningekrisen er fuldstændig overvældende og kalder på, at EU tager et fælles ansvar. Og det er også vores holdning.

– Danmark skal deltage i et fælles samarbejde på flygtninge- og asylområdet, og derfor foreslår vi nu, at befolkningen i forbindelse med folkeafstemningen om EU-retsforbeholdet får mulighed til at tage stilling til det spørgsmål, siger Rasmus Nordqvist.

Alternativet nu vil fremsætte et beslutningsforslag om, at flygtninge- og asylområdet bliver taget med i folkeafstemningen om retsforbeholdet.

Alternativet anbefaler ligesom kredsen af forligspartier bag folkeafstemningen, at danskerne stemmer ja til at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning.

Uffe Elbæks tropper har imidlertid valgt at stå uden for forligskredsen, blandt andet fordi man ikke er enig med de øvrige ja-partier i, at asyl- og udlændingeområdet ikke skal være blandt de samarbejder, Danmark indtræder i.

Flere meningsmålinger har vist, at et flertal af danskerne faktisk ønsker, at Danmark skal deltage i EU’s samarbejde om fælles regler for indvandring og asyl. Derfor bør danskerne have mulighed for at stemme om forbeholdet på flygtningeområdet, mener Alternativet:

– Vi er uenige i forligskredsens beslutning om, at dansk deltagelse i EU-samarbejdet på flygtninge- og asylområdet ikke skal være en del af aftalen.

– Dermed kan danskerne ikke få lov til selv at tage stilling til spørgsmålet, og det er ikke kun udemokratisk, men det er også en forkert beslutning, siger Rasmus Nordqvist.

Fordi Alternativet har valgt at stå uden for forligskredsen, er man ikke bundet af aftalen mellem Socialdemokraterne, Venstre, De Radikale, SF og De Konservative.

Dermed kan partiet frit fremsætte beslutningsforslaget, som nu skal behandles i folketingssalen, hvor Alternativet håber at finde et flertal:

– Vi håber selvfølgelig på, at Folketingets politikere viser tillid til, at de borgere, de repræsenterer, godt selv kan træffe beslutning i den her sag, og derfor selvfølgelig får lov til det, siger Rasmus Nordqvist.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS