Alt ryster: Her rammer kraftigt jordskælv
Et område, som blev påvirket af dødbringende jordskælv i 2011, er lørdag ramt af kraftige rystelser
Se i videoen over artiklen hvordan folkene på et kontor reagerer, da jordskælnet rammer
Et kraftigt jordskælv har lørdag ramt ud for Japans nordlige kyst og udløst varslinger om en tsunami på omkring en meters højde.
Det oplyser den statslige nyhedskanal NHK ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge det amerikanske jordskælvscenter USGS havde skælvet en beregnet styrke på 7,0. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Jordskælvet ramte klokken 10.09 dansk tid nær Miyagi-regionen ved den nordlige japanske kyst. Regionen var blandt de områder, der blev påvirket af et dødbringende jordskælv og efterfølgende tsunami i 2011.
Der er lørdag formiddag ikke umiddelbart nogen meldinger om ødelæggelser eller tilskadekomne. Det oplyser lokale medier ifølge AFP.
Omkring 200 hjem i Miyagi-regionen er dog uden strøm. Det oplyser et lokalt energiselskab, Tohoku Electric Power, ifølge Reuters.
Voldsomt for 10 år siden
Det er næsten præcis ti år siden, at Japan den 11. marts 2011 blev ramt af et jordskælv med en beregnet styrke på 9,0.
Skælvet og den tsunami, som det udløste, skabte enorme ødelæggelser.
Atomkraftværket Fukushima blev ramt af tsunamien, hvilket medførte den største atomkatastrofe siden Tjernobyl-katastrofen i 1986.
Forladt deres hjem
Lørdag har flere personer fra kystbyer forladt deres hjem for at søge mod mere højt beliggende steder. Det er blandt andet de grumme minder fra 2011, der får folk til at tage deres forholdsregler.
– Jeg fik minder fra den dag for ti år siden. På grund af vores oplevelser den dag flyttede jeg mig hurtigt. Mit hjerte hamrer hårdt, siger en lokal mand fra byen Ishinomaki i Miyagi-regionen til NHK.
Regionen blev også ramt af et kraftigt jordskælv sidste måned. Flere kom til skade i den sammenhæng, skriver AFP.
Japan ligger i et stillehavsområde med stor seismisk aktivitet og rammes derfor ofte af jordskælv. Landets bygninger er af den grund konstrueret, så de kan modstå relativt kraftige jordskælv.
Se i videoen over artiklen hvordan folkene på et kontor reagerer, da jordskælnet rammer