Alonso går mod McLaren: Styretøj var skyld i ulykken
Fernando Alonso er ikke enig med sin arbejdsgiver omkring årsagen til den ulykke, der gav ham hjernerystelse.
Der er blevet sagt og skrevet mere om Fernando Alonso end resten af Formel 1-feltet tilsammen indtil videre i denne sæson.
Spanierens ulykke i optakten til det australske grandprix har været omgærdet af stor mystik og mange teorier omkring, hvorfor han pludselig mistede kontrollen over sin Formel 1-racer under en træning.
Alt imens eksperter gættede på årsagen, forsøgte McLaren at afvise, at det var problemer med bilen, som forårsagede ulykken, der gav danske Kevin Magnussen en vikartjans i det australske grandprix.
Men nu taler Alonso selv om ulykken i optakten til weekendens grandprix i Malaysia, og han er ikke enig med sin arbejdsgiver. Ifølge den britiske tv-station BBC sagde han på pressemødet om bilen, at “den helt sikkert havde et problem med at styre”.
McLaren har selv afvist, at der var registreret problemer med styretøjet, men det er spanieren altså uenig i.
Uanset årsagen til ulykken er Alonso nu kommet sig over den hjernerystelse, han pådrog sig, og han stiller til start i Malaysia i weekenden.
Kevin Magnussen er tilbage i rollen som testkører for McLaren-teamet.
/ritzau/