allergiker-service: Sådan klarer du pollen-sæsonen
Vinterpausen er slut for landets pollenallergikere. Sådan ruster du dig til en ny sæson.
Sneen er smeltet, og træerne står parat til at sende pollen ud i luften.
I dag er pollensæsonen skudt i gang med de første tal for el og hassel. Tallene er små, men fra nu af går det kun én vej.
Op mod én million danskere har høfeber, og det er ofte de klassiske symptomer som kløende øjne og snue, der får opmærksomhed. Op mod hver fjerde med høfeber har også astma – ofte uden at tænke over det.
Besværet vejrtrækning og andre astmasymptomer bliver ofte udløst af allergi over for pollen. Derfor skal man søge læge, hvis man pludselig får svært ved at trække vejret og hoster meget i pollensæsonen, siger Betina Hjorth, rådgivningschef hos Astma-Allergi Danmark.
– Langt hen ad vejen er astma og høfeber den samme sygdom. Det betyder heldigvis, at den pollenrelaterede astma kan forebygges, hvis høfebersymptomerne behandles, siger hun.
Det er svært på forhånd at gardere sig mod irriterede øjne, tilstoppet næse og kløen som følge af pollenallergi, men et godt sted at starte er at downloade en app med dagens pollental.
– Så kan man se niveauerne og tage sine forholdsregler. Et andet godt råd er at lufte ud morgen og aften og ikke midt på dagen, hvor der er flest pollen i luften. Samtidig skal man huske at tage sin medicin og holde sig inden døre, når det er værst, siger Karen Rasmussen, pollenbiolog og leder af pollenregistreringen i Astma-Allergi Danmark, til Newspaq.
Af andre gode råd kan nævnes at vaske hår, inden man går i seng, hvis man arbejder ude og undlade at lade sit tøj tørre ude, især sengetøj, da det kan ødelægge nattesøvnen.
Pollensæsonen 2014 var usædvanlig hård, men det er endnu for tidligt at sige, hvordan den milde vinter i år vil påvirke den kommende sæson, siger Karen Rasmussen.
– Man kan godt frygte, at den bliver hård på grund af den milde vinter, men det afhænger også af de meteorologiske forhold de kommende måneder. Jo mere sol og blæst, vi får, jo flere pollen bliver der frigivet.
Om foråret skyldes symptomer på høfeber ofte pollen fra birk, el og hassel, mens symptomerne om sommeren normalt skyldes græspollen. Sidst på sommeren er det bynkepollen og skimmelsvampesporer, der kan give symptomer.
Pollensæsonen slutter typisk i løbet af september måned.
Fakta om pollensæsonen:
Pollensæsonen for birk er i gennemsnit tre uger tidligere end i 1977, hvor de første pollentællinger blev en realitet.
For træarterne el og hassel er sæsonstarten helt op til fem-seks uger tidligere.
Samtidig er mængden af pollen øget markant for bl.a. birke- og græspollen. I de senere år har der været en klar tendens til flere dage med meget høje Pollental.
Elm og bynke er de to pollentyper, som viser et fald i pollenmængderne. Pollensæsonen for elm er tilmed afkortet en smule. Sæsonen for bynke starter tidligere i dag, men mængderne af pollen er faldet over de senere år.
Kilde: Astma-Allergi Danmark
Newspaq