Allergifare: Salat tilbagekaldes
Der er en forkert dressing i salaten. Den skal du ikke spise, hvis du er allergisk over for en bestemt ting.
Sommertid er salat-tid. Har du dog indkøbt en Easy Tasty Coleslaw med sød chilidressing kan du dog løbe ind i problemer: Det er nemlig ikke den nævnte dressing, der er med i produktet.
Det kan give problemer. Derfor trækkes den nu tilbage.
Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Det er firmaet Flensted Snitgrønt A/S, der tilbagekalder salaten. Baggrunden er, at der i stedet for den søde chili er anvendt en sesam/ingefær vinaigrette. Det betyder også, at der er sesam i produktet, sesam er et allergen, og af naturlige årsager advarer etiketten ikke mod netop sesam.
Salaterne har en nettovægt 325 gram, er produceret 28. maj 2018 og sidste anveldelsesdato er 3. juni.
Salaterne er solgt i Rema 1000 i hele landet.
Personer med allergi overfor sesam kan få en allergisk reaktion, hvis de spiser af produktet.
Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at kassere det.
Det har desværre ikke været muligt for Newsbreak.dk at få svar på, hvor mange salater, der er kørt ud i butikkerne.