Alle passagerer evakueret fra brændende færge

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Kun besætningsmedlemmerne er tilbage på den brændende færge i Adriaterhavet, siger Italiens regeringschef.

Alle passagerer på en græsk færge, der har været i brand i Adriaterhavet, er blevet evakueret, oplyser Italiens premierminister, Matteo Renzi.

Han siger, at de eneste, der er tilbage på skibet Norman Atlantic, er besætningsmedlemmerne.

Færgen har været i brand siden søndag morgen og ude af stand til at manøvrere.

Der var på det tidspunkt 478 passagerer og besætningsmedlemmer om bord.

Færgen, som tilhører rederiet Anek Lines, var på vej fra havnebyen Patras til Ancona på den italienske østkyst, da ilden brød løs.

En er druknet, og der er fundet fire døde om bord på skibet.

Anklagemyndigheden i den italienske havneby Bari siger, at den er i gang med at undersøge, om der er begået lovbrud om bord i forbindelse med branden.

/ritzau/dpa

Powered by Labrador CMS