Alle er i live
De blev reddet af en helikopter
Se billeder fra aktionen i galleriet over artiklen
Fire personer er reddet af en helikopter.
Kl. 13.58 blev politi og redning alarmeret: En speedbåd med fire personer var kæntret.
Det var sket ud for havnen i Stubbekøbing.
Der blev iværksat en større redningsaktion, der involverede både og en helikopter.
Det har ikke været muligt for Newsbreak.dk at få kontakt til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, men på Twitter skriver politikredsen nu, at fire personer blev reddet op af vandet af helikopteren.
Noget overraskende var det en af speedbådens passagerer – en ung kvinde – som foretog opkaldet fra vandet, fortæller politikredsens vagthavende.
Hun lå i vandoverfladen sammen med sin kæreste, men havde umiddelbart mistet bådens to andre passagerer og den kæntrede speedbåd af syne.
Kvinden fik bagefter øje på de to andre, som ligesom hun selv og kæresten lå samlet.
Politiet rykkede ud med en stor redningshelikopter samt brandvæsen, læger og politibetjente.
Helikopteren fik først bjærget de to personer, der ikke bar redningsvest. Kort efter fik redningsfolk trukket den unge kvinde og hendes kæreste ud af vandet.
De er alle fløjet til Rigshospitalet til behandling.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har anmodet Københavns Politi om at identificere de fire personer samt at prøve at finde ud af, hvad der foregik på båden, der fik den til at kæntre.
Politiet beder nu eventuelle vidner, der har set speedbåden inden ulykken, om at ringe på telefonnummer 114.
Se billeder fra aktionen i galleriet over artiklen