Alkoholforbud kan ramme Carlsberg i Asien
På torsdag træder en lov vedtaget i Indonesien i kraft. Den gør det meget sværere for alkoholproducenter i landet, og det kan potentielt ramme Carlsbergs salg.
Regeringen har i et forsøg på at undgå salg til mindreårige helt forbudt salg af alkohol i kiosker og små supermarkeder. Det var allerede forbudt for butikkerne at sælge drikke med en alkoholprocent på over fem, og nu bliver resten forbudt.
Der er omkring 55.000 af den type butikker i landet, og landets bryggerier har været ude med en erklæring, hvor de siger at loven rammer forbi i forhold til, hvad formålet er. De mener, at ulovlig handel med alkohol vil stige i stedet.
Carlsberg har ingen bryggerier eller fabrikker i Indonesien
Al Carlsbergs salg af øl foregår gennem det indonesiske selskab PT Delta. Det har det gjort siden 1982, og Carlsberg har derfor ikke selv nogle bryggerier eller fabrikker i landet. Bryggeriet vurderer dog, at de har den andenstørste markedsandel i landet. Heineken har 70 procent af ølsalget i det kæmpestore land, så det er uden tvivl det hollandske bryggeri, der rammes hårdest af det nye forbud.
Carlsberg lægger sig op ad PT Delta og dermed bryggeriorganisationens officielle holdning.
»Vi prøver jo at respektere forskellene fra land til land og forskellene internt i landene. Vi er enige i lovens formål, som er at undgå, at mindreårige drikker alkohol. Men vi er i Indonesien gennem vores samarbejdspartner, PT Delta, og de har mere lokalkendskab, så derfor har vi den samme holdning som dem,« siger Carlsbergs pressechef Jens Bekke.
Det er i forvejen ulovligt i Indonesien at sælge alkoholiske drikke, som har en alkoholprocent på over fem i de små butikker. Det er nu kun lovligt at købe alkohol i store supermarkeder, der har en alkohollicens. De supermarkeder er ikke overalt i landet, og organisationen for de indonesiske bryggerier mener, at loven især vil ramme landets store turistsektor hårdt. Forbuddet kan nemlig gøre det svært at opstøve alkohol på turiststeder som eksempelvis Bali.
Carlsberg fastholder strategi
Carlsberg forsøger især i de lande, hvor alkohol i dele af befolkningen er upopulært at køre oplysningskampagner. For Carlsberg kan det være en stødpude, som kan mildne den negative attitude mod alkohol og få lande til at holde sig fra forbud.
»Vores erfaring er, at når vi arbejder med alkohol, er holdning og adfærd mere effektivt end lovgivning,« siger Carlsbergs pressechef Jens Bekke.
Hårdere alkohollove i muslimske, østasiatiske lande kan risikere at skade bryggeriernes salg, og Heineken kalder forbuddet et ”ekstremt tiltag, som ikke kan løse det problem, regeringen forsøger. Carlsberg har som nævnt et begrænset salg i Indonesien, men til gengæld er Carlsberg ret store i nabolandet Malaysia, hvor Carlsberg har et bryggeri og er markedsleder.
I Malaysia er det i forvejen forbudt at sælge alkohol til muslimer, som udgør cirka halvdelen af befolkningen. Men Carlsberg frygter ikke, at Malaysia også er på vej til at stramme lovene, og de vil derfor ikke ændre strategi i regionen. Samarbejdet med PT Delta vil Carlsberg heller ikke ændre, så selvom det nu bliver sværere at få fat i en kold Carlsberg på ferien på Bali, vil det stadig være muligt. Også i mange år frem.