Aldrig set før
Inflation og konkurrence fra TikTok og Amazon præger regnskab hos amerikanske Facebooks moderselskab, Meta
Det sociale medie Facebook har det seneste kvartal tjent færre penge på reklamer.
Det viser moderselskabet Metas regnskab for årets andet kvartal ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Meta ejer både Facebook og Instagram.
Det er første gang, at Meta noterer en kvartalsvis nedgang i omsætning.
I andet kvartal i år faldt omsætningen til 28,8 milliarder dollar, mens den året før lød på 29,1 milliarder dollar. Det svarer til et fald på 1 procent.
Næsten hele selskabets omsætning baserer sig på salg af digitale reklamer.
Et mindre fald
De nye toner fik det californiske selskabs aktie til kortvarigt at falde fem procent.
Men reaktionen justerede sig hurtigt til et mindre fald.
Metas omsætning er derudover præget af inflationen, som også har ramt den digitale reklameindustri.
Industrien har ellers boomet i årtier, fordi firmaer har benyttet sig af internettets magt til at markedsføre sig.
Samtidig er Metas resultat præget af, at selskabet har måttet kæmpe mod konkurrenter som TikTok og Amazon.
Mere dyster fremtid
Resultaterne fra de seneste tre måneder har fået selskabet til at kigge lidt mere dystert på fremtiden.
I tredje kvartal forventer Meta et overskud på mellem 26 og 28,5 milliarder dollar.
Da Meta senest præsenterede et regnskab i april, var den store overskrift, at Facebook igen kunne melde om en stigning i antallet af brugere efter fald. Også her lød det, at annoncører var tilbageholdende.
Det satte præg på Metas omsætningsvækst. Omsætningen i de tre første måneder af 2022 steg dog med syv procent til 27,9 milliarder dollar svarende til omkring 196 milliarder kroner.
Stigende dollar
Lige som så mange andre internationale selskaber er Metas omsætning præget af kursen på den amerikanske dollar, som de seneste måneder er steget.
Kigger man på antallet af aktive brugere i andet kvartal, er antallet 2,9 milliarder. Det er en lille smule under, hvad analytikere havde forventet.