“Aldrig oplevet chikane som dette”

Lagerarbejderen Tommy Christensen har aldrig oplevet chikane og overvågning som på Coops omstridte lager ved Aarhus. Han blev sygemeldt med stress efter få uger.

– Jeg har ikke oplevet chikane og talen ned til folk som derude, siger Tommy Christensen. – Foto: Niels Åge Skovbo, Fagbladet 3F.
Offentliggjort Sidst opdateret

(Citathistorie fra Fagbladet 3F)

– Når jeg kørte ind gennem porten, fik jeg øjeblikkeligt ondt i maven.

51-årige-Tommy Christensen har arbejdet, siden han var 16 år. Han har været kok, sejlet, kørt taxa og været lagerarbejder. Men da han begyndte på Coops omstridte lager i Hasselager ved Aarhus, gik der under fire uger, før han blev sygemeldt med stress.

Det skriver Fagbladet 3F.

– Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg har arbejdet i mange fag med en hård tone og har det helt fint med det. Men jeg har ikke oplevet chikane og talen ned til folk som derude, siger Tommy Christensen.

Coop har mødt massiv kritik fra ansatte, der de seneste uger, har beskrevet et klima med frygt og overvågning på det østjyske lager.

– Jeg havde hørt folk tale om forholdene, men jeg troede ikke på, at det var så slemt, før jeg selv oplevede det, siger lagerarbejderen.

Verbalt overfaldet

Tommy Christensen begyndte på ferskvarelageret den 26. maj. Han fortæller blandt andet om episode, der fandt sted en morgen klokken 4.30.

– Vi var fire mand, der var startet på lageret nogenlunde samtidig. En kollega spurgte mig til en detalje med vores headset, og jeg forklarede ham det.

– Så kommer der en leder forbi. Han vifter med armen og fløjter efter os.

Tommy Christensen tænker, at det er da en mærkelig opførsel og spørger, hvad det handler om. Så angriber lederen ham verbalt.

– I skal ikke stå og drive den af, siger han. Jeg svarer, at vi løser et problem med arbejdet. I skal bare komme i gang! siger han så. Som om vi var to skoledrenge, siger Tommy Christensen.

– Tyve minutter senere er der to, der taler sammen et andet sted på lageret – og jeg ser, at han løber op til dem for at skælde dem ud. Det er tydeligt, at det gør folk nervøse. Ingen tør tale ret meget sammen eller bruge tid på at hjælpe de nye i gang, fordi de ved, at de bliver overvåget, siger Tommy Christensen.

Efter 14 dage blev han kaldt ind på kontor og fik at vide, at hans såkaldte kolli-tal var en smule for lavt. Tallet fortæller, hvor mange enheder, hver enkelt flytter om dagen på lageret.

– Jeg fik stukket et tal i hovedet. Du plukker for lidt. Vi holder øje med dig de næste 14 dage, sagde de, fortæller Tommy Christensen.

Lageruddannet

Han er uddannet lager- og logistikoperatør hos Danske Fragtmænd og har arbejdet omkring 10 år i branchen. Den 17. juni blev han sygemeldt med stress og er nu stoppet på lageret.

– Jeg har aldrig lidt af stress før, og jeg har aldrig haft problemer med ledelsesstilen andre steder. Jeg har været på mange større arbejdspladser, hvor man har altid kunne løse konflikter på en ordentlig måde. Det her er ikke et sted, man har lyst til at komme tilbage til, konstaterer Tommy Christensen.

Coop ønsker ikke at kommentere personsager, oplyser kommunikationsdirektør Jens Juul Nielsen.

En undersøgelse blandt 270 ansatte på lageret viser, at 84 procent føler sig overvågede og pressede. En gruppe anonyme ansatte sendte derfor et nødråb til Coop Danmarks øverste ledelse den 8. juni.

Powered by Labrador CMS