Alarmerende nyt: Barn ramt af ekstremt smitsom sygdom
Et barn i skolealderen er smittet med mæslinger.
I 2017 var mæslinger fuldstændig udryddet i Danmark, men Statens Serum Institut (SSI) skriver fredag i en pressemeddelelse, at et barn i skolealderen er blevet smittet under en rejse.
Barnet er retur i Danmark, og det er på Aarhus Universitetshospital fastlagt, at barnet, der kommer fra Herning-området, ganske rigtig er smittet med den alvorlige sygdom.
I milde tilfælde giver mæslinger udslæt og feber, men sygdommen kan udvikle sig og blive så alvorlig, at den er livstruende. Det skyldes blandt andet risikoen for betændelse i nervesystemet.
Barnet havde været på besøg hos familie i Ukraine og blev i den forbindelse udsat for mæslingesmitte. Barnet kom tilbage til Danmark den 8. december og udviklede et mæslingelignende udslæt den 18. december, der blev undersøgt ad flere omgange, der alle bekræftede frygten.
Hændelsen tages så alvorligt, at Styrelsen for Patientsikkerhed har henvendt sig til alle, der kan risikere at være smittet. Alligevel opfordres læger i området, hvor drengen har været, til at være ekstra opmærksomme.
I u-lande er mæslinger en udbredt årsag til børnedød.