Alarm afblæst: Ingen mæslinge-epidemi denne gang
Børneforældre kan ånde lettet op. Der er nu gået så lang tid uden nye mæslingetilfælde, at alarmen er afblæst.
Statens Seruminstitut afblæser nu den mæslingealarm, som blev iværksat, da to små børn for to uger siden blev ramt af mæslinger, skriver Politiken.
For nogle uger siden blev to små børn i hovedstadsområdet diagnosticeret med en af de mest smitsomme sygdomme, mæslinger.
Det gav offentlig debat om de mange forældre, der ikke får deres børn mæslingevaccineret. Og det førte til, at de danske myndigheder frygtede, at en egentlig mæslingeepidemi var forestående.
Men der er ikke flere diagnosticeret med mæslinger de seneste 18 dage, som er den tid, der skal gå, før myndighederne kan fastslå, at smitten er kommet under kontrol.
– Vi passerede det tidspunkt i går, hvor flere skulle være smittede, før at man kan tale om en egentlig epidemi.
– Der burde derfor ikke komme flere tilfælde fra det aktuelle danske udbrud. Så det er vi glade for, siger Peter H.S. Andersen, afdelingslæge på Afdeling for Infektionsepidemiologi på Statens Serum Institut til Politiken.
/ritzau/