Al-Qaeda leder dræbt af Pakistans hær

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Målrettet indsats mod radikale grupper i Pakistans klanområder synes at svække al-Qaeda.

Pakistans militær siger, at en højtstående al-Qaeda leder, er blevet dræbt.

– I en operation baseret på efterretningstjenestens oplysninger, er en af toplederne i al-Qaeda, Adnan El Shukrijumah, blevet dræbt under en militær operation tidligt lørdag i Shinwarsak i Sydwaziristan, siger militæret.

– Hans medsammensvorne og lokale højrehånd, blev også dræbt, hedder det videre.

Pakistans militær siger, at yderligere fem højtstående ledere i al-Qaeda også blev dræbt.

Shukrijumah er blandt de mest eftersøgte terrorister hos FBI. Han er sat i forbindelse med et planlagt terrorangreb mod undergrundsbanen i New York i 2009 samt flere planlagte angreb i Storbritannien.

Der var udlovet en dusør på fem millioner dollar (over 30 millioner kroner) på den dræbte.

Klanområderne på grænsen til Afghanistan, der har delvist selvstyre, har i årevis været et tilflugtssted for al-Qaeda.

USA har længe forsøgt at presse Pakistan til gå mere radikalt til værks over for de radikale grupper. Pakistans hær har siden juni dræbt mindst 1200 formodede militante i en intensiveret kamp mod Taliban og andre militante i stammeområderne, hvorved oprørernes kampevne er blevet betydeligt svækket, siger ledende officerer fra Pakistans militær.

Hærens kampvogne, artilleri samt landstyrker og luftvåbnet blev i sommer sat ind i en operation i Nordwaziristan vendt mod udenlandske og lokale “terrorister”. Regeringen udtalte i den forbindelse, at mellem 25.000 og 30.000 soldater ville blive indsat i operationen mod oprørerne.

Offensiven blev indledt, da vestlige kampstyrker begyndte deres tilbagetrækning fra Afghanistan.

Oprørerne undgår som regel åben kamp med militæret, men benytter sig af bagholdsangreb og skjulte bomber.

Kampene har tvunget mange civile væk fra deres huse og deres forretninger, og en stor del af dem vil finde deres huse ødelagt af krigen, når de vender hjem./ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS