Al-Qaeda går til kamp mod olietankere

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Newspaq
Newspaq

 

Opfordringen er fremsat i al-Qaedas nye onlinemagasin. Truslen er ukonkret, siger efterretningsekspert.

Terrornetværket al-Qaeda opfordrer militante over hele verden til at angribe økonomiske vestlige mål, eksempelvis olietankere og olierørledninger. Opfordringen er fremsat i den første onlineudgave af gruppens engelsksprogede propagandamagasin Resurgence.

Artiklens forfatter, al-Qaeda-talsmanden Adam Yahiye Gadahn, der er en amerikansk statsborger fra Californien, siger, at mujahedinere bør sigte mod at “lamme international handel for de fjendtlige stater”.

– Ethvert af deres skibe er legitime mål, skriver han og opfordrer militante til at sabotere vestlige oliekilder og ødelægge rørledninger.

Opfordringen kommer kort tid efter, at rivalerne i den fundamentalistiske militante bevægelse Islamisk Stat (IS) har opfordret sine tilhængere til angreb på vesterlændinge.

Direktør i efterretningsfirmaet Risk Intelligence Hans Tino Hansen siger, at retorikken og måden, som opfordringen om at skade vestlige interesser fremsættes på af al-Qaeda, ligner den, der anvendes af Islamisk Stat, selv om der ikke er direkte forbindelse mellem udtalelserne.

– Der er ingen konkrete trusler eller anvisninger af, hvordan det skal gøres. Det er ikke en specifik trussel, men den indgår i den løbende risikovurdering hos rederierne, siger Hans Tino Hansen.

Han peger på, at al-Qaeda er stærkest i Mellemøsten og Nordafrika.

– Al-Qaeda er ikke en enhedsorganisation, men består af regionale afdelinger, der har forskellig styrke og kapacitet.

– Mange af dem har ikke kapacitet til at angribe til søs, og generelt kan al-Qaeda få langt mere ud af at bruge sine ressourcer til lands. Hvis de vil forsøge, vil det med større sandsynlighed blive ved eller i nærheden af olieindskibningshavne end på åbent hav, vurderer Hans Tino Hansen.

Han peger på, at al-Qaeda tidligere har fremsat trusler mod vestlige olie- og shippinginteresser, og at det tidligere er lykkedes terrornetværket at angribe en olietanker samt olieinstallationer på land.

– Det lykkedes blandt ved al-Qaeda i Maghrebs angreb på gasanlægget i In Aménas i Sahara-ørkenen i Algeriet, siger Hans Tino Hansen.

Angrebet på anlægget i Algeriets ørken i januar 2013 kostede 67 mennesker livet. Blandt de dræbte var ud over gidseltagerne også 37 gidsler, som blev taget til fange under angrebet.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS