Al-Qaeda forbereder terror i Indien
I de seneste uger er der dukket adskillige trusler fra flere terrororganisationer op mod Indien. Mandag forlyder det, at al-Queda forbereder angreb i landet.
I de seneste uger er der dukket adskillige trusler fra flere terrororganisationer op mod Indien. Mandag forlyder det, at al-Queda forbereder angreb i landet.
Terrortruslerne skyller ind over Indien, og mandag formiddag lokal tid er der forlydender om, at terrororganisationen al-Qaeda planlægger flere store angreb mod landet.
Ifølge India Today advarer den indiske efterretningstjeneste sikkerhedspolitiet om, at terrororganisationen, der står stærkt i Indiens naboland Pakistan, planlægger flere angreb i Indien.
Samtidig florerer der en historie i de indiske medier om, at soldater fra den indiske hær natten til mandag har været i kamp mod uidentificerede terrorister i Kashmir.
Flere soldater er ifølge Times of India blevet såret, mens mindst en af flere militante terrorister er blevet dræbt.
Flere terrormeldinger
Mandagens trussel og uro kommer efter få uger, hvor der flere gange er blevet meldt om terrortrusler mod Indien fra flere forskellige terrororganisationer.
Søndag forlød det ifølge flere indiske medier, at terrororganisationen Lashkar-e-Taiba, der holder til i Pakistan, planlægger terrorangreb i Indien.
Det er endnu ikke bekræftet, men mellem 15 og 20 terrorister fra Lashkar-e-Taiba var søndag angiveligt i Kashmir og forsøgte at komme til Indien gennem det pakistansk-kontrollerede område.
Det er endnu uvist, om det er de terrorister, som de indiske soldater har kæmpet mod natten til mandag. Det var medlemmer af netop Lashkar-e-Taiba, der stod bag det blodige terrorangreb i Mumbai i 2008, hvor mindst 174 mennesker døde.
Hær eftersøger gemte terrorister
Mandag fortsætter den indiske hær en stor eftersøgning i grænseområdet til Kashmir, hvor det altså tyder på, at flere terrorister gemmer sig.
Og som om at det ikke var nok med trusler fra Lashkar-e-Taiba og al-Qaeda, skal man ikke mere end en uge tilbage i tiden for at finde trusler om terror mod Indien fra Islamisk Stat (IS).
Her blev de indiske myndigheder advaret om et muligt forestående terrorangreb fra Islamisk Stat. Derfor øgede man beredskabet i landet.
»IS er ikke en trussel mod et enkelt land. Organisationen er en trussel mod hele verden. Indien er altid på tæerne i forhold til Islamisk Stat,« sagde indenrigsminister Rajnath Singh ifølge flere indiske medier.
Indenrigsministeren slog fast, at Islamisk Stat endnu ikke for alvor er lykkes med at etablere sig i Indien, men at terrororganisationen formentlig var lykkedes med at rekruttere unge mennesker i Indien.