Åh nej: SAS i ny masseaflysning

Efterslæb fra sommerens strejke  betyder tusinder af aflyste afgange

Offentliggjort Sidst opdateret

SAS bøvler stadig med eftervirkningerne af sommerens pilotstrejke.

Ifølge branchemediet check-in.dk har luftfartsselskabet hen over sommeren aflyst 1700 afgange i Europa i månederne september og oktober.

300 af disse er afgange fra Københavns Lufthavn i Kastrup.

Mangler personale

Ifølge SAS' pressechef, Alexandra Lindgren Kaoukji, er det blandt andet mangel på disponibelt personale, der er årsagen.

- Vi ser ikke en reduceret efterspørgsel – tværtimod. Men personalemæssigt har strejken haft betydning for vores bemanding i de kommende måneder, da der er et ferieefterslæb, siger hun til check-in.dk.

SAS-strejken

SAS og dets piloter er natten til tirsdag nået frem til en aftale, der gør, at piloterne kan være på vingerne for det skandinaviske flyselskab igen.

Bliv klogere på strejken, forhandlingerne og konsekvenserne her:

* Februar 2022:

SAS præsenterer redningsplanen SAS Forward, som skal holde selskabet i live efter økonomiske problemer.

Planen betyder blandt andet, at SAS skal skære "aggressivt" på jagt efter besparelser på 7,5 milliarder svenske kroner.

Desuden er en af betingelserne for, at resten af SAS Forward skal fungere, at medarbejderne bidrager med at sænke selskabets omkostninger.

SAS har sat et loft for, at bidraget forventes at udgøre under 20 procent af de samlede besparelser, der skal findes.

* April 2022:

Forhandlinger om en ny overenskomst mellem SAS og selskabets piloter går i gang.

Piloterne er blandt andet utilfredse med, at SAS ansætter nye piloter på overenskomster med andre vilkår i de to datterselskaber SAS Link og SAS Connect end i hovedselskabet SAS Scandinavia.

* 4. juli:

Forhandlingerne bryder sammen, og omkring 900 piloter fra hovedselskabet SAS Scandinavia indleder strejke.

I dagene op til, at forhandlingerne bryder sammen, er deadline for at nå en aftale blevet rykket flere gange.

* 7. juli:

SAS-piloter, der strejker, siger, at de vil gøre en undtagelse fra deres strejke og flyve chartergæster, der er fanget uden alternative flyruter, hjem fra deres destination.

* 10. juli:

SAS-piloterne dropper aftalen om at flyve chartergæster hjem. Det skyldes ifølge fagforeningen Dansk Metal, at SAS ikke har overholdt en ellers indgået aftale.

SAS beklager situationen og anerkender, at de strandede chartergæster står i en forfærdelig situation.

* 11. juli:

SAS tager ifølge eget udsagn initiativ til nye forhandlinger med piloterne.

* 13. juli:

SAS og piloterne genoptager forhandlingerne.

* 14. juli:

SAS siger, at 2550 flyvninger hidtil er blevet aflyst som en konsekvens af konflikten. Det har ifølge flyselskabet ramt flere end 270.000 passagerer.

Til sammenligning transporterede SAS i juni måned omkring 1,9 millioner passagerer.

Desuden anslår luftfartsselskabet selv, at strejken har kostet dem op mod 900 millioner kroner.

* 18. juli:

SAS' bestyrelsesformand, Carsten Dilling, siger, at SAS og selskabets piloter er nået til enighed om en aftale.

Det afviser SAS dog kort tid efter i en pressemeddelelse.

* 19. juli:

SAS bekræfter i en pressemeddelelse, at der er indgået en aftale med piloterne, og flystrejken afsluttes dermed. Striden om de opsagte piloter løses ved, at de tilbydes ansættelse i SAS Scandinavia i stedet for SAS' datterselskaber.

SAS skriver i en pressemeddelelse, at strejken har kostet omkring 1,5 milliarder svenske kroner, svarende til lidt over en milliard danske kroner, og at 380.000 passagerer er blevet påvirket, mens 3700 afgange er blevet aflyst.

Kilde: Kilde: SAS, Ritzau og Dansk Pilotforening.

Også forsinkede flyleverancer til datterselskabet SAS Link har medført aflysninger.

Op på 9.000 aflysninger

Foruden afgangene fra København indstilles en række ruter midlertidigt, herunder Oslo-Athen og Stockholm-Tampere.

SAS-flyene holdt stille i store dele af juli på grund af strejken, og det har fået konsekvenser helt ind i oktober. (Arkivfoto).
SAS-flyene holdt stille i store dele af juli på grund af strejken, og det har fået konsekvenser helt ind i oktober. (Arkivfoto).

SAS når med de seneste aflysninger op på mere end 9000 i denne sommersæson.

Næsten halvdelen af dem er direkte forårsaget af pilotstrejken, der varede knap tre uger og medførte 3700 aflysninger.

Powered by Labrador CMS