Åh nej – sådan bliver påskevejret
En påske, der så absolut ikke lægger op til havearbejde.
Påsken. Nogle år er det der, hvor der for alvor kommer gang i havearbejdet, andre år der, hvor den sidste sne falder.
I år bliver det en mellemting. Og ikke en af de ophidsende.
– Den bliver kølig, fugtig og blæsende, siger Mette Wagner, vagthavende hos Danmarks Meteorologiske Institut, til Newsbreak.dk.
– Alt kan jo ske, fortsætter vagtchefen, men har dog et råd, hun mener holder:
– Frem med vintertøjet igen.
Baggrunden for den udtalelse er, at der ikke rigtig bliver meget over 10 grader i løbet af påsken.
Der kommer en koldfront mandag ind over landet, og bag den er der også koldt, ligesom der også bliver skyet, hvilket kan munde ud i byger.
Blæsende – meget blæsende
Starten på påsken byder også på endog en stor del blæst.
– Du skal i hvert fald ikke lufte de billige paraplyer – medmindre du vil have dem ødelagt, siger Mette Wagner i en malende beskrivelse af, hvor voldsom blæsten kommer til at være.
Derudover råder hun også til, at det overtøj, man ifører sig er både vind- og vandafvisende.
– Det bliver blæsende med jævn til hård vind fra vest og nordvest og ved kysterne helt op til kuling med kraftige vindstød. Dog ikke så kraftige, at der kommer en varsel, siger Mette Wagner.
Måske nattefrost
Påsken bliver generel som efterår med temperaturer på mellem fem og 10 grader, blæst, regn – dog med et enkelt solglimt her og der.
I løbet af ugen vil der endda være mulighed, eller risiko, for, der bliver så koldt, at nattefrosten kommer tilbage.
– Men det er dog endnu usikkert, siger Mette Wagner.
Lidt ligesom påskevejret.